Af Anna Cæcilie Sørensen
I hjørnet af scenen står et walk-in closet. I hjørnet af scenen er et overklasseklædeskab. Der er ingen varme nuancer, ingen sprudlende klæder og ingen trøst. ’Dress to impress’ skriger den brune pelsfrakke og de høje hæle. Der er styr på enhver lille fold. Alle knapper skinner og der er orden i sagerne. Et liv i gråt, beige og blåt. Der er styr på tingene. Sådan ser det i hvert fald ud på overfladen, men hvad sker der, når vi kommer tættere på? Hvad sker der, når et menneske åbner op for sin fortælling? Og hvordan forener man sig med den man er?
Marianne Mortensen er en fortræffelig skuespiller, ingen tvivl om det. Det nævner flere af publikummerne også, da vi forlader salen, ”Er hun ikke bare god?” siger en kvinde til sine venner og jo, hun er ret fantastisk og sikken en kraftpræstation at være alene på scenen i over 90 minutter. Hun kan både få salen til at grine og holde vejret. Da hun bryder sammen, er det som en kollektiv mavepuster. Det er virkelig imponerede at iagttage.
Når det er sagt så er der desværre flere gange, hvor jeg føler mig fortabt og leder efter meningen med monologen. Måske er jeg ung og uerfaren, men jeg havde svært ved at finde budskabet. Forestillingen handler om kvinden Susanne, der fylder 60 år, og som i den anledning har inviteret til stor fest, men spørger sig selv om hun overhovedet skal fejres.
Hendes fortid spøger og jo dybere vi kommer ind i fortællingen desto mere forstår vi hvorfor. En anelse overdramatisk vælter hun ind i klædeskabet inden gæsterne kommer og frygter sin egen entre. Flere af sætningerne giver genklang hos publikum, der griner og gnækker. Hun fortæller og glider ind og ud af fortid. Hun afbryder sin egen fortælling med nutiden.
Andre siger at hun er noget, men hun kan ikke selv finde ud af hvem. Man kan ikke være nogen uden at være noget. Eller omvendt. Det er vores handlinger, der definerer os, men kan flere gode handlinger opveje en, der måske er mindre god? Og hvem definerer, hvad der er gode og dårlige handlinger? Vi skal kunne afgøre, hvad der er det rigtige og gode at gøre. Ja, det er ikke let. Det er ikke let at være nogen.
Der bliver vendt op og ned på tiden i forestillingen. Susanne snakker hele tiden om hvordan tiden går og går. Alligevel er der ingen af gæsterne, der ligger mærke til at hun er væk i halvanden time. I starten hører vi lyden af manden Steffen, der kalder på hende og gæster der ringer på. Et univers bliver opbygget, men det er som om det forsvinder lidt hen ad vejen. Forestillingen er i anledning af Marianne Mortensens 35-års jubilæum og lad os endelig fejre hende!
Hvem: Mungo Park
Hvor: Aveny-T, Frederiksberg C samt Mungo Park, Allerød
Hvornår: 10. maj – 22. august 2019
Foto: Mikkel Russel