Anmeldelse: Flygt


   Stjerne2Stjerne2Stjerne2

Af Anna Cæcilie Sørensen

Der ligger en ny bygning i Københavns havn. Træder man indenfor får man lyst til at gå på opdagelse og udforske de mange rum. I aften skal vi på en opdagelsesrejse ind i to menneskers liv. To mennesker de fleste kender, nogen kun af navn og andre har kendt dem, siden de var børn. I virkeligheden behøver du slet ikke at kende særlig meget til dem. I aften skal du nemlig høre en virkelig god historie.

Vi starter med en battle på opremsninger af dansk kulturarv. En overdrevet ping-pong udvikler sig så pludselig til en transformation. To mænd i kondisko og hættetrøje forvandler sig til danske idoler. Forvandlingen er kæk og temmelig genial. De to mænd har begge briller og ryger begge tobak. De er begge iført frakker og et ufatteligt vokabularium, der næsten ikke er til at holde styr på. Det er ret imponerende. De to mænd, der inviterede os indenfor, er blomstret og blevet til to kæmpe personligheder. Rolf Hansen og Pelle Nordhøj Kann spiller henholdsvis Arne Jacobsen og Poul Henningsen. Arkitekten og lampemanden. Design og danske viser.

Scenografien er harmonisk og alligevel spækket med fare og uhyggelige historier om virkeligheden. Det blå gulv er det store farlige vand mellem Danmark og Sverige. Mellem liv og død. Robåden rokker uden bølger og man bliver fuldstændig opslugt af karakterenes bevægelser. Det blå gulv, de orange redningsveste og brune nuancer er en rigtig flot ramme for fortællingen.

Kombinationen af den voluminøse kvindestemme og de charmerende herrestemmer er virkelig god. Musikken er i særdeleshed fantastisk. Jeg er helt vild med celloen og klarinettens makkerskab og deres evne til at bringe publikum i den helt rette stemning. Måske kan opbruddene med sangene godt blive lidt ensformige, og det er synd. Til gengæld er Rolf Hansen og Pelle Nordhøj Kann altså bare hamrende gode sammen. De er sjove, de er alvorlige og tro mod originalerne.  Til tider bliver Danmarkshistorien næsten tragikomisk. Danmarks historie bliver alt i alt ret fantastisk i selskab med Det Flydende Teater.

 

Hvem: Det Flydende Teater
Hvor: København K
Hvornår: 31. maj – 12. juni 2018 (samt turné rundt omkring i landet)
Foto: Per Morten Abrahamsen