Anmeldelse: For Døve Ører


Af Kira Bach Pedersen

To generationer af kvinder med høretab, en sopran og et helt specielt lydunivers. Sort/Hvid byder som altid på eksperimenterende kultur og nyt at opleve for ører og øjne.

‘For Døve Ører’ er en af de forestillinger, som Sort/Hvid dette efterår opfører som del af deres åbningsprogram, da de i 2021 er nyudnævnt scene for musikdramatik.

Konceptet er gennemført fra jeg træder ind i foyeren, hvor alt så vidt muligt skal siges og gøres uden lyd, Jeg får bestilt og betalt drikkvarer i baren uden ét ord. Det eneste der overdøver stilheden, er den knitrende hvide støj, som siler ud af højtalerne i scenerummet.

Musikforestillingen byder på et clash af musikgenrer, hvor vi når forbi operasopranen, rockmammaen og den autotunede popsanger. Det handler om at lytte med kroppen på en ny måde. Det er selvfølgelig legen med lyd som tiltrækker mig. At komme ind i et nyt univers, hvor jeg bliver provokeret til at vække mine ører for, hvordan det er at leve med et høretab.

Det er også der, hvor høretelefonerne kommer ind i billedet. Hver publikummer får udleveret et sæt høretelefoner. Når vi tager dem på er det mærkværdige associationer og lydmanipulation som overmander intimsfæren. Jeg hører violiner og tinnitus-hyletoner og meget derimellem. Det er både en faktuel og følelsesmæssig indsigt i høretab og er min favoritdel af forestillingen.

Når jeg tager høretelefonerne af kommer fokus igen tilbage på de tre kvinder, som udgør de medvirkende. Scenen består af et stort åbent rum, og publikum er frie til at vandre rundt i lokalet, stå eller sidde. De mange rekvisitskift fra scenearbejderne som løber frem og tilbage med ventilator, mikrofonstativer og andet stads som kun bruges kortvarigt er mere forstyrrende end gavnende.

Det er et spændende eksperiment at være med til og særligt tankevækkende, at to af de medvirkende fortæller deres egne ægte historier om høretab. Tempoet og fascinationen af lydbilledet mister pulsen undervejs, men det afholdte mig ikke fra at gå fra teatret med en forfriskende følelse af at have oplevet noget ganske nyt for første gang.

Hvem: Sort/Hvid
Hvor: København
Hvornår: 27. – 30. okt. 2021
Foto: Martin Høyer