Af Carl Sørensen
Jeg bevæger mig ind i værkstedshallerne gennem en metallisk dør, der minder om en lagerbygning. Inden jeg befinder mig inde til selve forestillingen, bliver jeg bedt om at vælge og medbringe en sten til den forestående performance. Spændt går jeg ind med en sten i hånden og bliver mødt af en sol dannet af forskellige sætninger om blandt andet frygten, håbet og paralyseringen, der kan finde sted i sammenhæng med klima-spørgsmål.
Her stopper min begejstring. Publikum bliver bedt om at finde sig en sætning, som bedst beskriver deres humør lige nu, og derefter bliver vi placeret i en rundkreds. De tre aktører, Beatrice Fleischlin, Andreas Liebmann og Nicolas Galeazzi, beder publikum om at de ræsonnere for deres valgte sætning. Allerede her viser det sig, symptomatisk for hele performancen, manglen på organisering. Flere lange pauser med stilhed, mens publikum selv skal finde ud af, hvem der skal sige det næste, uden rigtig at forstå formålet. Jeg tænkte flere gange undervejs, at dette var en workshop om klimaet varetaget af en ambitiøs 4. klasse.
En anden workshop starter igen ud med en interessant tankestrøm. Hvad gør vi imod apokalypsen? Produktet her er en dans, som endda skal fremvises ude på Ellebjergvej, endda uden videre forklaring af formål til ufrivillige observatører (og aktører).
Home Made Climate Conference føles desværre som en forestilling, eller snarere forskellige produkter, som blev lavet 15 minutter før publikum ankom. Jeg sad med en følelse af at være vidne til en både ufærdig og usammenhængende performance, hvor hverken publikum eller producent vidste, hvad formålet var, hverken før eller efter det fandt sted. Jeg tror på GastStubes fine intentioner, men i forhold til oplevelsen virkede selv intentionerne useriøse.
Hvem: Toaster
Hvor: Valby
Hvornår: 26. – 30. okt. 2021
Foto: PR Foto, Gaststube