Anmeldelse: Fucking Åmål


    Stjerne2Stjerne2

Af Lea Nelhorf

Hvordan lærer man at stå ved den, man er? Og hvor finder man modet til at turde skille sig ud?
Teater HiLS DiN MOR og Teater Vestvolden har nu kreeret den kendte ungdomsfilm fra 1992 som teater. Fortællingen om de to piger Agnes og Elin der føler sig fanget i den lille by og nok allermest i de konservative normer og andres forventninger.

På scenen har vi et dejligt cast. Christine Sønderris som den usikre og stille Agnes, Mia Lerdam som den impulsive og eventyrlystne Elin og René Benjamin Hansen som de resterende karakterer, der inkluderer alt fra Elins irriterende søster Jessica til den forelskede teenagedreng Johan.
At få en chubby mand til at spille mange stereotyper er enormt forfriskende og sjovt hele fortællingen igennem.

De tre spillere er hver for sig helt unikke og virkelig dygtige. De formår overbevisende at skifte mellem rollen som forvirret teenager til beskyttende forældre på et spiltsekund, og så er de ikke mindst helt og aldeles svære ikke at holde af. Allervigtigst af alt tror vi på, at de er 15-16 år.
Manuskriptet er rettet til og tilpasset nutidens ungdom. Dette fungerer virkelig godt, som fx når parfumen er lavet af One Direction, og Johan bare har travlt med at glo på sin smartphone. Man kan mærke på det unge publikum, at det virker naturligt og ægte i deres verdensbillede.

Scenografien er rigtig fin. Den er enkel, laksefarvet og formet som et hus med skorsten, dør og to vinduer med selvsamme farvede gardiner. Over døren hænger pædagogisk et pink neonskilt med forstillingens titel Fucking Åmål. Et gammelt kasse-tv på hjul viser ind i mellem tekst fra Agnes’ dagbog og godt-gammeldavs-snevejr, der virker fint i dets udtryk. Nogle gange går tv’et dog helt i sort og skaber for mig forvirring omkring, hvad der skal symboliseres.

 

 

Forestilling er udstyret med et slags soundtrack og har derved stadig et filmisk udtryk. Dog et helt ny sammensat et af slagsen. Det er ungt, moderende og friskt.
Dog irriterer de (alt for) mange gentagelser af samme musikstykke og konstante scratch’en, når Agnes’ liv ikke går helt i samme retning, som hun ønsker, mig gevaldigt og hiver mig ud af det fine univers, der ellers så fint er skabt.

Jeg føler især, at Taki Tamakis lækre elektroniske toner bliver spillet til døde og til sidst mister deres coolness, hvilket jeg synes er virkelig ærgerligt. Historiens helhed bliver en smule humpende, og jeg kan ikke lade være med at tænke; hvorfor mon denne beslutning er taget?

Alt i alt er Fucking Åmål er en rigtig fin forestilling, jeg tror kan gøre gavn i især udskolingens undervisning. Samtidig kan den få de voksne til at mindes og huske på, hvor hårdt det egentlig er at være ung, forvirret og leve i troen om, at man ved alt om alt.

Historien er evig aktuel og er så meget dybere end blot en historie om at springe ud som homoseksuel. Det er fortællingen om at være ung. Fortællingen om at finde sig selv og ikke mindst at gøre sine egne erfaringer i en verden, hvor vi konstant sammenligner os selv med de andre.
Dette er en forestilling om et stadie i livet, vi enten kommer til, er i eller har været i. Vi oplever alle følelserne, vi genkender dem og vi kan grine lidt af dem.

 

Hvem: Teater HiLS DiN MOR & Teater Vestvolden
Hvor: Teater Vestvolden
Hvornår: 21. sep. 2017 – 03. mar. 2018
Foto: Karoline Leiberkind