Af Marie Vernegreen Christensen
Jeg havde en underlig tur hjem fra teatret i går aftes. Hele vejen kiggede jeg ned i jorden. Jeg kunne ikke rumme smarte århusianere med øl og let ubekymret juni-stemning. Mine øjne var fyldt med ekstra væske og kunne snildt briste. Fem minutter forinden havde jeg forladt foyeren på Aarhus Teater, hvor mine medpublikummer tørrede øjne og omfavnede hinanden. Brutaliteten havde ramt os alle.
Det startede ellers så godt. Nanna Bøttcher kommer ind på scenen i en unavngivet kvinderolle og fortæller om sit liv, før hun mødte sin kommende mand. Rejser, alkohol, stoffer, sex. Doggystyle og bræk. Jeg sidder med en lidt akavet fornemmelse i begyndelsen. Forestillingen og Bøttcher skal lige i gang, før det bliver autentisk. Men hun får os til at grine. Sikkert af genkendelse. Vi genkenderungdomslivets forvirring og ser hendes levende anekdoter tydeligt for os. Derved opbygges både vores relation til hende og det ærlige rum, som teksten kræver.
Rummet er sårbart. Intimt. Forestillingen foregår på teatrets mindste scene, Stiklingen, og Bøttcher er alene. Kun en vandflaske, en mikrofon og 23 højtalere i forskellige højder akkompagnerer hende. Alt høres, alt ses. Den minimale scenografi lader teksten tale på den mest skrøbelige og virkningsfulde måde.
Sproget er råt og detaljeret hele forestillingen igennem. I starten fungerer det humoristisk, og mod slutningen bliver det brutalt. Men hele tiden er det ærligt. Kvinden italesætter endda sin egen ærlighed flere gange. Hun forbereder os på den hårde del. En uundgåelig del af stykket, hvor detaljer bliver makabre og kyniske, men som ikke kan udelades eller beskrives anderledes, hvis det skal være tro mod sproget og hele forestillingens præmis. ’Husk, at det ikke sker for jer, og husk, at det ikke sker lige nu.’ siger hun til publikum for ligesom at advare og berolige os. I stedet skruer sætningen op for vores adrenalin og får os til at fokusere endnu mere på det, der kommer.
Efter flere Medea-referencer troede jeg, at forestillingen ville tage en anden drejning end den gjorde. Jeg vil ikke afsløre hele drejningen her, da den udgør en stor del af oplevelsen. Bestil i stedet billet og lad dig påvirke.
Jeg er vild med, at jeg ikke kunne regne det hele ud, og at synsvinklen og ordet gives til en kvinde som vores hovedrolle. Det kræver uden tvivl en sikker skuespiller. En skuespiller, som kan lægge det teatrale fra sig for en stund, og som kan frembringe stort nærvær og autenticitet. Nanna Bøttcher ender med at levere salte tårer og løfte opgaven til stor (og lang) applaus fra publikum.
Forestillingen giver i dén grad publikum mulighed for at opnå katharsis og blive renset gennem både grin og gråd. Jeg gik fra teatret med en lammende tyngde i kroppen, kolde kyniske facts og hovedrollens afsluttende sætning på hjernen: ’Jeg tror ikke, vi skabte samfundet til mænd. Jeg tror, vi skabte det for at stoppe mænd.’ Men på samme tid gik jeg derfra med en opløftende begejstring. En begejstring over hvad teatret kan.
Hvem: Aarhus Teater
Hvor: Aarhus
Hvornår: 16.-19. juni og 12. aug. – 9. sep. 2021
Foto: Rumle Skafte