Anmeldelse: Hattejagten


Af Kira Bach Pedersen

De fleste af os kender svenske Sven Nordqvist for børnebøgerne om Peddersen og katten Findus. I denne farverige fortælling tager Teater Baglandet og Riddersalen dog fat i en af Nordqvists mindre kendte historier, nemlig ’Hattejagten’, hvor Morfars elskede hat en morgen pludselig er væk. Morfar går straks på jagt efter den forsvundne hat, som bringer ham på en rejse rundt blandt gode venner og gamle minder.

Jeg var på forhånd ikke selv bekendt med ’Hattejagten’, men forestillingens univers som er opbygget omkring en nostalgisk hygge lader umiddelbart til at stemme godt overens med den landlige og afslappede ligefremhed vi kender fra Nordqvist. Julie Forchhammers omfattende scenografi blandet med stilfærdig brug af LED-skærm medfører, at Nordqvists streg er flot overført til scenen.

Selve historien er ikke særlig stærk i sig selv, og derfor er det desto mere imponerende at underholdningselementet alligevel er i højsædet. Generelt har forestillingen et naturligt flow, hvor vi både når helt op i tempo og samtidigt gives god tid til de mange kopper kaffe som Morfar, spillet af Per Pallesen, også skal nå at drikke på sin hattejagt. Jeg sidder storsmilende og er med hele vejen for det er tophyggeligt.

Trumfkortet tilfalder musiker og komponist Thomas Dinesen, hvis indlevelse, og dygtighed er imponerende og super sjov for alle aldre. Udover at stå for det musikalske univers med et potpourri af instrumenter, agerer musikeren også lydeffekt til Morfars tøflen rundt i en forladt lade såvel som en dramatisk motorcykeltur. Det bliver ved med at være sjovt hele vejen igennem og er fortrinligt.

Den gode kvalitet varer desværre ikke ved gennem hele forestillingen. Til slut kommer suffløren på banen langt over grænsen for hvad acceptabelt er, og der kommer ligeledes aldrig en forløsning på plottets egentlige konflikt omkring hattens forsvinden andet end en hurtigt skrevet og  halvhjertet pointe, hvor der desværre rodes rundt i replikkerne. Vi var vidst flere i publikum der oplevede, at slutningen faldt fra hinanden.

Efter jeg har forladt Riddersalen og vandrer ned af Falkoner Alle, kan jeg mærke at det generer mig mere end det burde med den mudrede afslutning. Grunden må være at jeg allerede havde nået at knusforelske mig i forestillingen og dens univers, og skuffelsen derfor ramte hårdere. Jeg glæder mig allerede til næste forestilling i Riddersalen, for jeg ved at de kan.

Hvem: Riddersalen
Hvor: Frederiksberg
Hvornår: 21. sep. – 18. okt. 2019
Foto: Dennis Westerberg