Af Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen
I Skuespilhuset er der fredag aften strøget toner af lavendel, salvie, violrod og måske læge-hundetunger i luften. Scenen er forvandlet til Aalborg i første halvdel af 1600-tallet, hvor handlingens hovedspor tager sit udgangspunkt.
Forestillingen ‘HEX’ har kastet sig over en virkelig heksehistorie, med adelskvinden Christenze Kruckow spillet af Kirsten Olesen, der af flere omgange beskyldes for hekseri som sit primære omdrejningspunkt. Christenze lever efter første anklage om hekseri, sammen med en håndfuld kvinder i en form for datidens kvindekollektiv. Her er creepy hjemmelavede voksdukker og Lucia-ritualer en del af hverdagen. Den tilsyneladende uskyldige økokollektivs magi, får desværre alvorlige konsekvenser for Christenze og de andre kvinder. De befinder sig nemlig i højden af de danske hekseprocesser, hvor i omegnen af 1000 kvinder i en periode på godt 150 år dømmes til bål og brand. Meget skal der ikke til for at træde ved siden af i et samfund præget af streng moral, og analog overvågning, hvilket selvfølgelig går hårdest udover kvinderne. Christenze, der som hun selv siger – hellere vil drikke rødvin og læse breve natten lang end at blive gift med en mand – må derfor bøde for sin alternative levevej.
Manuskriptet i HEX bygger på de oprindelige kilder i hekseprocessen mod Christenze Kruckow og de andre kvinder. Den anstrengelse skal manuskriptforfatterne Olga Ravn og Liv Helm have stor ros for. Det er efter min opfattelse et modigt greb at anvende historiske kilder så direkte, og det fungerer heldigvis godt og bringer os helt tæt på kvinderne og det embedsværk, der førte sagerne mod dem.
Netop embedsværket, tydeliggjort igennem rigets overhoved kong Christian d.4, var for mig forestillingens humoristiske højdepunkt. Kitt Maiken Mortensen leverer i rollen som Christian d. 4 en perfekt lummer, evigt kvindehungrende, underbuksebærende konge, der jagtede to slags kvinder. Dem han kunne gifte sig med, og dem han kunne få brændt på bålet for hekseri. Jeg elskede personligt at se den af mange højagtede figur fra historiebøgerne blive pillet ned til en omvandrende lidderbuks med en sygelig besættelse for afbrændinger af kvinder.
Idérigdommen i ‘HEX’ er overvældende, måske også så overvældende, at den er lidt svær at bide over. Vi skal undervejs i forestillingen både igennem ritualer med mælk, knuste æg og anden magi. Det hele sker på scenen og projekteres i realtid op på bagvæggen. Det en god og original idé, men det er som om det kammer lidt over i kombination med sang, remser, et rullende gulv og Jeanett Albeck i rollen som en djævlefigur klædt ud som ged.
Jeanett Albeck gør det fantastisk godt, som ophavskvinde til forestillingens musikalske bagtæppe. Desværre er det også som om hendes rolle som djævlefigur i lige præcis HEX er en unødvendig tilføjelse til universet. Hun spiller det absurde indslag i en i forvejen absurd historie. Djævlefiguren er krymlet på kagen, som den ikke havde behøvet, og som faktisk gør at den bliver lidt for vulgær.
Tilbage står ‘HEX’ derfor som en enorm stærk og grum historie, der fortjener al opmærksomhed. Desværre bliver det et problem for forestillingen, at man simpelthen har inddraget for mange virkemidler, som gør oplevelsen en rodet. Jeg vil alligevel opfordre alle til at tage ind og se ‘HEX’, for historien om Christenze og de andre kvinder er simpelthen for vigtig til at blive overhørt.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: Skuespilhuset, København
Hvornår: 28. april – 8. maj 2023
Foto: Camilla Winther