Af Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen
Sanne Sol og Jakob S. Ingversen udgør makkerparret bag sketchy.dk, der i samarbejde med Teater Vestvolden har sat forestillingen op. De to medvirkende står desuden bag Prime Video programmet ‘Nicklas Pranker’, hvor den tidligere fodboldstjerne Nicklas Bendtner, tager udvidende folk igennem alverdens mere eller mindre vellykkede pranks.
I aften er det imidlertid uden tilstedeværelse af fodboldstjernen, og der er i stedet dømt portræt af parforholdet anno 2020’erne. Vi skal igennem alle slags genkendeligheder fra afhentning af børn, den evige fyldte opvaskemaskine, charterferien til Spanien, huslånet, den kaotiske kælder og så en lille smule hverdags romantisering på Instagram for at ramme tidsånden.
En sympatisk psykoterapeut taler i en videosekvens inden en ny sketch om parforholdets mange gåder. Hvorfor forelsker vi os? Hvorfor går vi fra hinanden? Hvor meget skal vi dele om os selv med en ny partner? Gode spørgsmål, bare de var blevet undersøgt nærmere i sketchene. Det gør de imidlertid ikke rigtig. I stedet bliver vi i nogle ofte alt for langtrukne sketches, der hviler på alt for mange lummerheder, som efter min overbevisning afslører en akut mangel på idéer. En mere vellykket sketch kommer efter min mening med en overraskelse eller et twist til det, vi troede vi så, men det gør sketchene i ‘Nu gør vi det altså!’ desværre ikke rigtigt.
Sketchene havde sikkert fungeret godt som små videoklip på de sociale medier, da man så ville opleve hverdagens genkendelighed og måske fremstamme et lille grin, når man scroller ned over sit Instagram-feed, men som en forestilling af 120 min varighed, er der alt for lidt indhold til at bære showet.
Der er absolut intet i vejen med at portrættere hverdagen og al dens havregrød. Men det kræver altså en lidt mere original tanke, samt at man tør at forlade klichéerne om mænd der ikke vil rydde op, og kvinder der har rengøringsvanvid. Det gør forestillingen ikke, og jeg føler mig sat tilbage til et comedyshow, som var jeg havnet midt i 00’erne.
Sanne Sol og Jakob S. Ingversen har en god kemi, og falder let ind i rollerne overfor hinanden. Det er ikke utænkeligt at de to ville kunne skabe noget godt, hvis der altså blev satset lidt mindre på lummerhed.
Hvem: Sketchy.dk
Hvor: Teater Vestvolden, Hvidovre
Hvornår: 4. – 9. maj 2023
Foto: Sketchy