Anmeldelse: Historien om mig


Af Maria Thostrup Jakobsen

I introduktionen til ‘HISTORIEN OM MIG’ bliver publikum lovet klimasatire, hvor to kvinder lægger verdenssamfundet på den psykologiske briks og stiller sig selv og publikum spørgsmål om, hvem fremtidens menneske er, og om vi formår at samarbejde på tværs af egne komfortbehov i klimakrisens skygge. Med andre ord er forestillingen klimateater med hjertet på rette sted. Desværre oplevede jeg – uagtet de medvirkende Trine Pallesens og Andrea Øst Birkkjærs ubesværede samspil – at dramatiker Vivian Nielsens historiefortælling ikke var i stand til at løfte hverken teatrets alvor eller komik.

For mig fremstod forestillingens historie snarere som en ufuldstændig brainstorm end et tankevækkende bidrag til klimadebatten. Trine Pallesen og Andrea Øst Birkkjær spillede versioner af dem selv som karaktererne Trine og Andrea. Mens Andrea vedligeholdt sin klimadepression med dystre YouTube-videoer og uhæmmet onlineshopping på Asos, fremstod Trine som en mere ligevægtig karakter, der forsøgte at bringe konkret handling og livsglæde ind i kampen. Det er et godt udgangspunkt for handlingen at vise to menneskers forskellige tilgang til klimakrisen, men hertil kom en forceret præmis om at skuespilleren Trine Pallesen, som en slags hemmelig agent, var blevet ansat af Andreas bror for at hive hende tilbage til samfundet.

Fortællingen mikser virkelighed og fiktion, hvilket kan have en komisk effekt, men for mig falmede teatermagien unødigt. Det virkede en anelse kluntet, at vi som publikum skulle mindes om, at Andrea sad på en scene og ikke midt i en bølgende kornmark, som ellers var elegant løst scenografisk. På samme vis virkede det umotiveret, at vi skulle mindes om, at det var to skuespillere, vi oplevede på scenen. Det skete eksempelvis ved, at vi blev vist Trine Pallesen i den legendariske introsekvens til tv-serien Rejseholdet, men uden at det havde betydning for handlingen eller temaet. Forsøget på at lave satire kom til at spænde ben for det magiske, følsomme og underfundige univers, som mere ville have fanget min nysgerrighed.

Hvem: Teater V
Hvor: Valby
Hvornår: 3. – 14. maj 2023
Foto: Creative Zoo, Montgomery