Af Anna Cæcilie Sørensen
”Hej, jeg hedder Lin Melkane!”
Sådan siger de. På samme tid. Og igen og igen. De er to, som bliver forvirret over at være én. På scenen står en kvinde og en mand. De er begge to Lin Melkane. Alt dette bliver til tankespind, tankestrøm og tankeeksplosioner. Ting de kommer i tanke om. Ting de tænker meget over. Og ting som ikke vil ud igen. To bliver til en, og så alligevel ikke. De to modsiger hinanden og sig selv og prøver konstant at minde hinanden om at være søde ved Lin. Ja, det kan svært at få plads til to inde i et hoved.
Hey Lin er skrevet af Lin Melkane selv. En fortælling der minder mig om en notesbog. En velskrevet notesbog vel at mærke. En slags dagbog med tilfældige tanker og både gode og mørke minder. Lin elsker at skrive, så det gør hun. Og det hører man. Når man skriver, er det næsten som en slags gratis terapi. En terapiform som er fri fra systemets kassemani, magtmisbrug og ødelæggende fejlvurderinger. Hey Lin er en forestilling der handler om at være pige og kvinde, selvom om en af skuespillerne er en mand. Den handler om at være alene og om at skamme sig. Den handler om ikke at føle sig tilstrækkelig eller god nok. For man skal igennem meget, når man er ung. Sorg og kærlighed. Grin og bekymringer. Allerførste kys og begravelser.
Halvvejs inde i forestillingen bliver publikum undervist i ’kassemodellen’. Den sædvanlige lineære fortælling bliver til kassemodellen. Alle systemer elsker nemlig kasser. Desværre. Der bliver givet stikpiller til et system, der putter mennesker i kasser. Systemer der ikke kan se andet end kasser. Hvis du tager imod hjælpen og medicinen, siger du ja til kassen. Og så er du doomed. Som voksent publikum kan vi nikkende genkendende til problemet, og det ligger helt klart op til noget dialog i klasseværelset.
Petra Adlerberth-Wik har instrueret Hey Lin og har skabt en interessant forestilling. Lins liv er et cirkus. Lins hoved er et cirkus. Det ligner det i hvert fald. Scenen er en karrusel med tilhørende cirkusmusik. Nogle gange fylder cirkusdimensionen for meget og til sidst bliver jeg mest bare forstyrret af den. Det er som om at cirkusset gør tingene lidt for kunstige og det er ærgerligt. Især fordi teksten er fyldt med selvironi og stærke følelser. Det er forestilling med dejligt mange pinlige og gode historier og vanvittige øjeblikke fra et ungdomsliv.
Så derfor vil jeg gerne sige; Tak for nu, Lin Melkane!
Hvem: Team Teatret og Koldings Egnsteater
Hvor: Live-streaming fra Team Teatret
Hvornår: 6.- 8. april 2021
Foto: Asmus Kromann Bork