Anmeldelse: Stav til sex


Af Marie Vernegreen Christensen

Da jeg havde seksualundervisning for 12-13 år siden, blev drengene og pigerne opdelt. Hos pigerne lærte vi ikke meget andet, end at vores jomfruhinde ville springe første gang, vi havde sex, og at vi kunne få ondt i maven, når vi havde menstruation. Heldigvis er der sket noget på seksualundervisningsfronten siden dengang. Nu tilbyder Teater V seksualundervisningsteater, og jeg er begejstret over intentionen.

Teater V bruger formatet og lader forestillingen være en zoom-dialog mellem to unge mennesker – Zarah og Bertram. Som teatret skriver, er forestillingen skabt ud fra ’et ikke-heteronormativt udgangspunkt’, hvilket blandt andet kommer til udtryk, når Zarah og Bertram deler erfaringer med både homoseksualitet, biseksualitet, queer-identifikation og kønsskifte. Det er et forfriskende, tiltrængt og vigtigt udgangspunkt for enhver seksualundervisning, som jeg er glad for, forestillingen har taget højde for i sin formidling.

Starten er hurtig. Pludselig er vi i gang. Af en eller anden grund beslutter Zarah og Bertram sig spontant for at gennemgå det seksuelle område fra A-Å, mens vi lytter. Det første bogstav – A – står for ’Alt det, vi ikke tør tale om’. Men i virkeligheden virker det ikke som om, der er noget, de er bange for at tale om. Jeg mærker ikke deres tilbageholdenhed, selvom den bliver udtalt. I stedet mærker jeg en dirrende længsel efter at tale. Tempoet er energisk, og forløbet med alfabetets bogstaver som rettesnor er behageligt.

Jeg får fornemmelsen af at se på en blanding mellem et show med planlagt koreografi, et afsnit af Body Bio og en jovial samtale med spontane bekendelser. Zarah og Bertrams relation til os er uklar. De er skiftevis uvidende unge, oplysende eksperter og undersøgende samtalepartnere. Det virker både levende og dynamisk, men også en smule forvirrende. Kan vi stole på alt, hvad de fortæller?

Det tror jeg nu godt, vi kan, for de er et par utrolig (!) woke og rummelige unge mennesker. De ved både, at det ikke hedder skamlæber, men kønslæber. At jomfruhinden er en myte. Og at der ikke kun findes kondomer, men også slikkelapper.

Selvom det er to unge skuespillere og ikke en klasselærer med røde kinder, der står foran publikum og forsøger at formidle viden om sex, er akavetheden dog ikke helt forsvundet. En overdreven menstruationsgråd, teatralske råb om hjælp og en rap om røvhullet får mine tæer til at krumme en smule.

Flere steder er sætninger nærmest udformet som slogans, som publikum bør tage med sig. ’At tie er ikke at samtykke!’, ’Tag kondom på!’ og ’Alt er okay’. Zarah og Bertram påpeger selv, at det lyder som en kliché – og ja, det gør det – men de vælger at sige ’fuck det’. Deres afsluttende budskab er, at det er vigtigt, at vi husker at tale sammen om de her emner. Om krop, om sex og alt derimellem. Og selvom budskabet bestemt også er klichéfyldt, er det både aktuelt og vigtigt at formidle. Også i teatret!

Hvem: Teater V
Hvor: Zoom
Hvornår: 19. april – 7. maj 2021
Foto: Teater V