Af Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen
I anledningen af Det Kongelige Teaters 275-års jubilæum kan man i disse uger opleve genopsætningen af Henrik Nathansens mastodont af et værk, ‘Indenfor Murene’. Stykket, der er skrevet tilbage i 1912, følger den tyveårige jødiske Esther Levin, datter i en jødisk københavnerfamilie, og hendes kamp for at bryde med familiens lænker. Stik imod forældrene og hendes søskendes forhåbninger, forelsker hun sig nemlig i professoren og den ikke-jødiske Jørgen Herming. Situationen udvikler sig hurtigt til et sandt Romeo og Julie-drama, hvor vi undervejs fatter sympati for begge sider af den umulige kærlighedsrelation.
I lyset af situationen mellem Israel og Palæstina samt den generelle fornemmelse af, at fronterne i disse år trækkes gevaldigt op mellem folk, nationer og kulturer, fremstår forestillingen ikke så overraskende uhyggeligt aktuel på en januaraften i 2024.
Den største glæde ved at overvære ‘Indenfor Murene’ var for mig det over 100 år gamle manuskript. Dialogerne er simpelthen så velskrevne, humoristiske og underfundige, at jeg flere gange oplevede alt fra spontane latterudbrud, men følte mig også dybt rørt i de mere tankevækkende øjeblikke. Manuskriptet må være en fornøjelse at spænde over for skuespillerne.
De bedste øjeblikke fik vi mellem de garvede skuespilikoner Jens Albinus og Bodil Jørgensen i rollerne som Hr. og Fru Levin. Manuskriptet bragte f.eks. øjeblikke som, når den forstokkede Hr. Levin i en konfrontation med Fru Levin, med få ord indkapsler den faldende patriark med sætningen – ”Jeg sidder her på en stol og hører ingenting”. Takket være Jens Albinus’ komiske timing og Bodil Jørgensens portræt af en matriark splittet mellem sin mand og de børn, der vil andre veje i livet, trak det forestillingen op på et yderst seværdigt niveau.
I det yngre cast i rollerne som Esther Levin og hendes søskende bemærkede jeg Zaki Nobel i rollen som den hurtigt snakkende bror til Esther, Jakob Levin. I rollen, der hurtigt kunne blive en lidt karikeret medløber, formår Nobel at give den helt rigtige indlevelse og overbevisende naturlighed i sine replikker. Emil Prenter, som den mere sympatiske bror Hugo Levin, var også veludført, da han gav plads til mange betænksomme øjeblikke.
Mindre stærk står Emilie Kroyer Koppel i rollen som Esther. Det er ærgerligt, særligt med tanke på at der er tale om en hovedrolle, men replikkerne bliver ikke leveret naturligt, og hun fremstår ikke ligeså nærværende som de andre i stykket. Det samme gælder for Joachim Kubel i rollen som Jørgen Herming, som vi heller aldrig rigtig kommer under overfladen på. Det gør romancen mellem dem mindre sandsynlig og har den betydning, at kærlighedshistorien mellem dem ikke bliver det reelle midtpunkt i historien.
Når jeg stadig er så begejstret for forestillingen, skyldes det derfor konflikten mellem patriarken Hr. Levin og Fru Levin, der er tydeligt fanget mellem hengivenheden til sin mand og forholdet til sine børn, der udfordres af Hr. Levins forstokkede tendenser.
Den moderne opsætning ligger langt fra den tunge klunkehjems scenografi, der prægede tv-optagelsen fra 1963 med Poul Reumert og Clara Pontoppidan. Scenografien er derimod sparsom, særligt i det jødiske Levins hjem. I Levin-familiens hjem fungerer tykke mahognivægge, der roterer omkring i scenerne, som det primære scenografiske udtryk. Væggene var for mig en mindre genistreg. I al deres enkelthed fremstår de markante og bliver et stærkt symbol på de tykke murer, familien Levin har bygget op for omverden.
Hos den kristne og velhavende familie Herming er de tykke vægge erstattet af hvide vægge og moderne orange sofaer. Muligvis et lidt for moderne udtryk, hvis vi stadig skal befinde os i 1912, men vi forstår, hvad scenografien vil signalere med relativt få virkemidler. Musikalsk kunne jeg godt have undværet versionen af Britney Spears’ ”Toxic”, mest af alt fordi det blev en mekanisk oplevelse at høre musikken spillet over højtalere.
Alt i alt kan jeg kun give ‘Indenfor Murene’ mine varmeste anbefalinger, og stykket skal uden tvivl opleves for dialogerne og for de problematikker, der stadig virker evigt relevante.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: Gamle Scene
Hvornår: 19. jan. – 2. marts 2024
Foto: Camilla Winther