Af Sabrine Pedersen
Jul i Gammelby er en af de mange klassiske julefortællinger som har overlevet gennem årene. Personligt har jeg ikke selv noget forhold til julekalenderen Jul i Gammelby. Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange gange jeg har set den i mit liv, og jeg husker julekalenderen som værende dyster og lidt for langsommelig.
Jeg var derfor også en anelse skeptisk, da jeg skulle ind og se Kasper Wiltons version en lørdag eftermiddag på Folketeatret, for hvordan skulle denne gamle historie kunne overraske mig. Overrasket blev jeg nu ikke, men skidt med det, for den skiller sig bestemt ud fra de andre gange, jeg har set den. Med sin sjæl og charme smyger stykket sig ind på dig som en varm sweater, og imens jeg sidder dér tilbagelænet med glögg i et papkrus, kan jeg ikke undgå at smile over larmen fra de mange spændte børn.
Jul i Gammelby handler om den stolte Borgmester og købmand, der stædigt nægter at holde jul, før hans skib ’Håbet’ ligger i havn. Det er hans børn Mads og Mette ulykkelige over, og derfor lægger de en slagplan med deres nye venner, nisserne, for at få jul i Gammelby.
Vi bliver mødt af en kæmpe drejescene, hvori scenografien udspiller sig. I og med at stykket ikke har den store handling, så er drejescenen ideel til at skabe et kontinuerligt flow, hvor vi som publikum bliver taget helt med ind i Den Gamle By. Scenen drejer og drejer og vi ser både Borgmesterens stue, købmandsforretningen og nissernes loft. Deri sker magien.
Kasper Wilton har skabt en lun og hjertelig forestilling, som lukker os helt ind i varmen og tager os tilbage i tiden, med karakterer som bestemt er karikeret, men det fungerer bare til denne forestilling. Vi kommer hurtigt ind på hver enkelt karakter, og de har hver deres særpræg.
Søren Hauch-Fausbøll udgør til pragt rollen som Borgmesterfar. På bedste Ebenezer Scrooge-manér forsøger han at sætte en stopper for julen, men i stedet for at den munder ud i tristhed og mørke, er han både humoristisk og klodset med voldsomme udbrud. Netop dér er det tydeligt for mig, at dette er en forestilling for hele familien. Man kan ikke undgå at grine med og nyde stemningen af børn der skraldgriner, når borgmesteren i et vredesudbrud som en anden Anders And skælder ud, med en fod stampende i gulvet og store armbevægelser, eller når Bertel (Christian Iversen) driller Severinsen (Troels Malling) nede i købmandsforretningen, så Severinsen for fjerde gang taber varerne på gulvet som en anden Fedtmule. Ren tegnefilmskomik – den er sikker hver gang.
Sofie Alhøj spiller køkkenpigen Caroline, og hendes karakter er elskelig i både hendes vanvid over komfuret og dets ”eksplomsioner ”og ikke mindst hendes uskyldige forelskelse i Severinsen. Og sådan er der små møder imellem karaktererne hele vejen igennem. Den er hverken kedelig eller langsommelig. Dog kan det blive en tand kaotisk indimellem, men ser man bort fra det, så har den liv og glæde.
Man kan altså ikke undgå at komme i julestemning. Alle karakterer udgør tilsammen en farvelade af humor og idyl. Stemningen er lagt. Det emmer af hygge – og vi bliver mindet om, hvad vi går i møde inden længe, nemlig tiden hvor vi finder sammen i mørket og i kulden, og sætter pris på de små ting og på hinanden.
Hvem: Folketeatret
Hvor: København K
Hvornår: 18. nov. – 23. dec. 2021
Foto: Gudmund Thai