Af Marie Vernegreen Christensen
En klæbrig konsulentkomedie, som kager rundt i aktuelle temaer uden rigtigt at komme så meget videre. Sådan oplevede jeg premieren på Aarhus Teaters Kagefabrikken.
I det karikerede univers på Scala scenen finder vi den lille kagefabrik og dens medarbejdere. Niels (Kristian Holm Joensen) er den godhjertede chef i strikvest og seler. Vores lidt kiksede men meget likeable hovedperson. Else (Nanna Bøttcher) er hans kone. Hun er i starten også hyggelig og godhjertet, gammeldags og bekymret. Ø.B. (Anders Baggesen) er fabrikkens skråsikre bøf – den midaldrende mand, som selv mener, han ved, hvordan verden hænger sammen. Connie (Mette Døssing) er den hyggelige lyserøde kvinde på 40, som har svært ved at holde sig fra kagerne, mens Sally (Mette Klakstein) er den yngre, hypermobile kvinde med lavt selvværd, der er moderne, selværklæret feminist.
Dertil kommer to nye karakterer og laver rav i kagefabrikken. Den første er den klistrede, bredskuldrede konsulent Faxholm (Jacob Madsen Kvols), som mest af alt ligner en mandlig Barbiehelt. Den anden er Zeinab (Sofia Nolsøe), der er den nye, troende medarbejder med burka, som har lettere ved den indre integritet end ydre integration på fabrikken.
Alle karaktererne ligner voksfigurer som taget ud fra bandet Cartoons. Med stærke farver, stift hår og blank hud fremstår de som om, de er sukkerkonserverede. Det teatralske udtryk er med til at sætte en stor fed streg under det ironiske og farceprægede ved forestillingen. Det samme er dåselatteren og lydeffekterne.
Skuespilpræstationerne er gode, og scenografien og udtrykket er gennemført. Men selvom forestillingen kredser om relevante samfundsemner, føles det som om, den prøver at rumme alle aktuelle temaer, der kan spottes i samfundet for tiden. Det handler både om integration, fremmedhad, usund arbejdskultur, religion, fitness- og slankefanatisme, forandringsparathed og feminisme. Den vil utrolig meget og ender i sit forsøg på at være en aktuel samfundsrevser i stedet med at ligne en umoderne, plat komedie, som fastholder stereotyper og virker latterlig.
Mange elementer virker ikke til at have andet formål end at være komiske – som et dansenummer i starten, hvor man skal grine af karakterernes kroppe med pudefedt, når de bevæger sig kikset til musikken. For mig tenderer det mere til fatshaming end kærlig komik.
Det bliver for tydeligt, at man ønsker, at publikum skal kunne grine af sig selv og genkende de stereotype karakterer fra deres eget liv. Man forsøger at provokere med det tilsyneladende sjove ved at sige ’kralimut’ om en muslim og med en komisk kikset forklaring af hele ’os><dem ’-diskussionen.
Jeg er med på den ironiske distance og udstillingen af det latterlige ved os danskere og vores fitnessfanatisme, fremmedhad og konsulentforgudelse, og jeg forstår den samfundskritiske tanke bag forestillingen. Men jeg synes, at udførelsen var mere plat end grotesk. Det groteske dukkede i virkeligheden først rigtig op til sidst, hvor flødeskumssplatter og hævnmord brød universet på en forfriskende tragikomisk måde.
Hvem: Aarhus Teater
Hvor: Aarhus
Hvornår: 19. nov. – 18. dec. 2021
Foto: Martin Høyer