Af Marie Vernegreen Christensen
’Today is the first day in the rest of your life’ og ‘En fremmed er blot en ven, du ikke har mødt endnu’. Du har sikkert hørt dem før. Floskler der proppes ind i selvhjælpsbøger for at opretholde læsernes håb uden rigtigt at sige noget som helst. Vores kvindelige selskab på scenen har hørt masser af dem, og de holder hende oppe i troen på at finde stabilitet, selskab og ikke mindst manden i hendes liv. Ham der kan befri hende fra den urolige sitren af ubehag over at være alene.
Billedet på den desperate singlekvinde gør sig til foran os med store søgende øjne, læbestift på tænderne og en kæmpe bagage der ikke blot slæbes, men også bogstaveligt talt dykkes ned i. Det opsatte hår kommer til at sidde mere og mere utæmmet i takt med at hæmningerne smides. Fortællingen er ikke ny og den kvindelige singles strabadser har høstet grin før. Når jeg under forestillingen grinede, var det på samme måde, som jeg før har grinet til Bridget Jones og hendes tåkrummende, ynkelige charmeoptrædener. Grinene blev primært sat i gang af den måde, hvorpå Camilla Marienhof bruger sin krop til at fremstille komiske kropsholdninger og kiksede gestus som at rette sine trusser, når de er kravlet op mellem ballerne eller tørre sin læbestiftindsmurte finger af i dugen på bordet ved siden af.
Kroppen er en kæmpe del af forestillingen, og jeg kan godt lide tanken om at integrere akrobatik som en del af fortællingsmåden – at noget så ukonventionelt og ualmindeligt er med til at skildre ret almindelige situationer, som fx hvordan man af og til skal være akrobat for at holde balancen i offentlig transport.
Men det bliver en tand for klovnet. Lidt for overgjort falde-på-halen-humor som får skuespillet til at virke overfladisk. Desperation og klovneri forblev ikke kun hos den fiktive singlekvinde, men blev også den følelse jeg havde om selve opførelsen.
Marienhof har en god energi på scenen og forestillingen er generelt en omgang energisk underholdning, men heller ikke så meget mere end det. Jeg går ikke fra teatret med en masse at tænke over, men blot lidt en følelse af at have indtaget noget letfordøjeligt. Jeg er vild med ideen om blandingen af forskellige genrer, men der manglede noget finpudsning. Og jeg er ligeså vild med ideen om et one-woman-show, men jeg kan undre mig over, at man vælger at udstille singlekvinden som klovn og grine af hendes kvaler. Igen.
Hvem: Scene42/Camilla Marienhof
Hvor: Teatret Svalegangen, Aarhus
Hvornår: 29. jan – 2- feb 2019
Foto: Kristine Baas