Af Anna Cæcilie Sørensen
Det er en oplevelse i sig selv at sidde i Operaen. Det store orkester varmer op, og selvom de ikke spiller en særlig melodi, er der alligevel noget over lyden. Minusgraderne udenfor matcher fortællingen om den iskolde prinsesse. Mørket sænker sig, en dyster børnemelodi bliver opløst af en grum torden. Vi bliver suget ind i en grå, rå og kølig verden. Det bliver pludselig frygteligt koldt i den store sal.
Det er svært at sætte ord på opera. Det er meget storslået og der er mange mennesker på scenen. Scenerne er skiftevis lange og korte. Der er svært at tage den rette beslutning, når det handler om kærlighed. Jeg kommer måske lidt til at savne nogle farver i scenografien, noget ligeså storslået og noget prangende. Måske er det bare mig, men jeg går lidt død i de grå nuancer. Der er flere steder, hvor jeg leder efter en grund til de kunstneriske valg. Det fjerner desværre noget fokus fra både musikken og fortællingen. Jeg mister lidt illusionen – men måske er det meningen?
Måske har jeg faktisk bare misforstået den nye opsætning af den fantastiske gamle opera. Men der er da så sandelige skruret op for den grumme uhygge, i denne opsætning af Turandot. Der er klovne, der dræber skolebørn, tortur og selvmord. Der er tvangsægteskab, fulde gæster og en prinsesse der kæmper imod sin egen skæbne. Der er intet håb og masser af ulykkelig kærlighed, som jo ofte er en af hovedtemaerne i en opera.
Det svært ikke at blive betaget af musikerne og de store stemmer. Det er en fantastisk følelse at blive blæst igennem af noget så ’enkelt’ som en samling instrumenter og et notehæfte. Det er virkelig en fornøjelse at være publikum til afsindig storslået korsang og skønsang på italiensk. ’Nessun Dorma’ er en af de sange, som de fleste sidder og venter på, inklusiv mig selv, og den bliver også leveret med bravour. Det river i kinderne og i de spinkle tårekanaler. Det er virkelig dejligt at blive rørt af musik på den måde.
Opera er ikke for alle, og det behøver det selvfølgelig heller ikke at være, men opera er en oplevelse. Måske kan du ikke lide det hele, måske keder du dig lidt under de lidt lange dialoger eller måske synes du, det er lidt anstrengende, at det hele er på italiensk. Jeg synes nu alligevel, at alle skal give operaen et skud, så kan man mene noget bagefter. Jeg kan i hvert fald anbefale den følelse af overvældelse, man sidder med under de store scener. Overvældet af det store orkester og det store kor. Det går helt ind i knoglemarven og kuldegysningerne vælter frem. Sådanne oplevelser og følelser er i hvert fald anbefalelsesværdige.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København K.
Hvornår: 19. jan. – 8. juni 2019
Foto: Miklos Szabo