Af Anna Cæcilie Sørensen
Store sorte gardiner. Skrå hvide brædder. Lysstofrør, en skammel og en mikrofon. Voksen-larm fra publikumsrækkerne, en larm som er langt værre end børne-larm. Rummet bliver opslugt af en voldsom rungende lyd og publikum tier pludselig stiller. Børn i 10 til 14-årsalderen i hvide kondisko træder ind på scenen, en ad gangen og uden at fortrække en mine. Klædt i forskellige nuancer af blå fanger de publikums opmærksomhed uden at sige et ord.
Aldrig har statistikker været så intense at iagttage. Børnene bliver opdelt i klasser, grupper og bliver pludselig til procentdele. Der er syret at være vidne til. De fortæller os om samfundets, forældrenes og ja, hele verdenens vanvittige forventninger. Om urealistiske drømmescenarier og latterlige krav. Om svagheder, begrænsninger og mønsterbrydere. Om barndom, ungdom og alderdom.
Børnene er dygtige. Deres kinder bliver røde, når de bliver ivrige og de er virkelig gode til at lade være med at smile. Det fungerer enormt godt, at børnene får lov til at være sig selv. Det gør hele forestillingen både skrøbelig og vedkommende. Instruktøren Tue Beiring har virkelig konstrueret en flot forestillingen. Den gør det den skal. Vi griner, når de hiver en ”voksen-ekspert” på scenen og glædes når de selv siger, at statistikker bare er øjebliksbilleder og at alt kan ændre sig.
Lyduniverset er spændende. Det fungerer virkelig godt med de tunge beats og børnenes synkrone bevægelser. Den insisterende alarm-buzzer bliver til gengæld lidt for meget til sidst. Nogle gange bliver opsætningen også en anelse tung med alle de mange tal. Det kører lidt i ring, så man mister koncentrationen og det er ærgerligt. Forestillingen er medrivende men også hård at være publikum til. Den bliver heldigvis blødt op i øjeblikke med rørende guitarspil og børn der efterligner deres forældre til forældremødet.
Det går lige i hjertekulen, da børnene snakker om ensomhed. Det er modigt at sige, at man er ensom. Det gør ondt i hele kroppen, da de snakker om døden, og statistikkerne der forfølger de børn, hvis forældre dør. Det rammer lige der, hvor det skal og sætter mange tanker i gang. Som publikum kommer man til at tænke over sin egen barndom. Om man selv er tilfreds med det liv, man har levet, og det liv man lever. Ingen kan forudsige fremtiden. Hverken børn eller voksne. Børn kan meget, hvis de bare får lov. Det er underligt, som voksen glemmer jeg nogle gange, at børn også er små mennesker. MOD ALLE ODDS er tankevækkende teater, der ikke kun gør dig klogere på virkeligheden men også på dig selv.
Hvem: Fix&Foxy og Betty Nansen Teatret
Hvor: Frederiksberg C
Hvornår: 19. jan – 2. feb 2019
Foto: Catrine Zorn