Af Ninette Marie Hemmingsen
Hold nu op en fest! Kinky Boots er lige præcis det humørboost, vi alle har brug for! Denne musical har været en kæmpesucces på Broadway i mange år og det forstår jeg godt. Jeg forventede farver, fjer og fest, og det skal jeg lige love for, at jeg fik. Men jeg fik mere end det. Jeg fik en rigtig fin fortælling med et vigtigt budskab. En fortælling som nemt kunne have druknet i parykker og lakstøvler, men det er slet ikke tilfældet. Charlie skal redde sin fars skofabrik og skal bruge hjælp fra den inspirerende drag queen Lola, og i dette møde opstår der en fortælling, som fik mig igennem hele følelsesregistret.
Stemningen i salen er slet ikke til at tage fejl af; publikum er klar på fest. Der bliver klappet, piftet og hujet! Og dette tager kun til, da Silas Holst i rollen som Lola endelig træder ind på scenen. Jeg tror, vi er mange der har været spændte på at se Silas Holst i denne rolle, og jeg tror også, vi er enige i, at rollen Lola er som skrevet til ham. Det er fantastisk at se, hvor dybtfølt Silas Holst har taget Lola og fortællingen til sig. Alt sidder bare lige i skabet. Attituden, bevægelserne, sangene og skuespillet. Han formår virkelig at gøre Lola levende for os. Personligt synes jeg, at det er den absolut bedste rolle, jeg har set ham spille, og han har altså spillet mange skønne roller.
Lars Mølsted, som i mange år har slået sine folder på Fredericia Teater, er også værd at fremhæve i rollen som arbejderdrengen Charlie. Charlie der trækkes tilbage til arbejderbyen og skofabrikken, som han ikke kunne vente med at komme væk fra. Men det er her Charlie finder sin vej og sin plads i livet. Lars Mølsteds skildring af denne mand og hans udvikling er en fornøjelse, og især i de store følelsesladede sange stråler Lars Mølsted i denne forestilling.
En stor del af enhver musicals sjæl ligger selvfølgelig i musikken og sangene, og her må jeg tage hatten af for oversætteren Kenneth Thordal, der flot har forvandlet Cyndi Laupers sangtekster til dansk. Jeg har kun en enkelt lille finger at sætte på oplevelsen på Det Ny Teater, men det er desværre på lyden og derfor den manglende sidste stjerne. For når sangene er så flot oversat til dansk, så er det ærgerligt at forholdet imellem orkesterlyd og skuespillernes mikrofoner ikke sad helt i skabet, så det til tider var svært at høre, hvad der blev sunget.
Til gengæld mangler jeg aldrig noget at kigge på. Der bliver danset rundt i flotte kjoler og hæsblæsende støvler. Ingen tvivl om at der ligger mange arbejdstimer bag alle de kinky boots som er med i forestillingen, og hvem der bare kunne danse ligesom Silas Holst og resten af ensemblet i så høje hæle!
Hvis du sidder derhjemme og overvejer at købe billet til Kinky Boots, så tror jeg, at du skal passe på med at vente for længe. For det her er altså en fest, du gerne vil med til! En rigtig feel good oplevelse, der hverken er overdrevet, påtvingende eller noget som helst i den dur. Det er musical i bedste stil med humor, nærvær og nå ja en masse frække støvler!
Hvem: Det Ny Teater
Hvor: København V
Hvornår: 10. feb. – 1. maj 2022
Foto: Miklos Szabo