Af Carl Sørensen
Xistens er baseret på et manuskript skrevet af GPT-3. Det er en A.I., altså en kunstig intelligens, der har skrevet et stykke om at eksistere som menneske. Stephanie Nguyen spiller maskinens fysiske materialisering. Ved brug af teknologiens perspektiv viser Xistens et eksternt billede af mennesket, og måske en af de mest ærlige og autentiske fortolkninger af dette.
Publikum er sat op på tribunelignende pladser, hvor scenen befinder sig øde i midten af tribunerne og salen. Dette set-up tvinger publikum til at inddrages med det samme. Nguyen, indkapslet i en kokonlignende dragt, vælter instinktivt ned af trapperne blandt publikum. Ovenfra høres en stemme, der fortæller at dette er en drøm. Nguyen får endelig besværet sig ud af kokonen, og oplever derfra, hvad det vil sige at eksistere.
Selve den filosofiske undersøgelse er ikke endvidere unik, men har altid været interessant grundet det helt basale eksistensspørgsmål; hvad er eksistens? Vi ser en Nguyen, der i starten af forestillingen stadig bevæger sig som en robot – kalkuleret, målbevidst, og med funktionalitet i fokus – alt imens hun finder ud af, hvordan man er et menneske, hvordan man er et godt menneske, og i sidste ende, hvilken eksistensberettigelse hun har. For kunstigt liv er vel stadig liv, men er det lige så meget et liv?
Nguyen stiller spørgsmål, og interagerer undervejs med publikum. Hun spejler, hvordan den enkelte publikummer sidder, kigger, bevæger sig og så videre. Alt sammen igennem reaktionært skuespil. Selv uden at spille skuespil op af publikums interageren, imponerede Nguyen mig meget med hendes måde at kigge dybt i øjnene, dreje hovedet, fnise forlegent. Alt dette gjorde hun i en spejling af et tilfældigt medlem blandt publikum, og det understregede hele forestillingen igennem hendes bærende og overvældende skuespilspræstation.
Hele Nguyens næsten dialogiske monolog til publikum er stærk i både tekst, kropsligt skuespil og vinkel. Særligt en sekvens, der viser Nguyen opleve sorg som følelse, var så stærk emotionel, at jeg sad tilbage med tankerne på Rutger Hauers afsluttende monolog i Blade Runner, der i samme regi diskuterer eksistensspørgsmålet. GPT-3s manuskript er overraskende emotionelt, og er en af de pureste undersøgelser af de menneskelige oplevelser, jeg længe har oplevet, men jeg tror, at GPT-3 skal være glad for, at Stephanie Nguyen har varetaget manuskriptet i en så fuldendt performance på scenen. En af de bedste og mest unikke teateroplevelser jeg nogensinde har oplevet.
Hvem: Teater Grob
Hvor: København N
Hvornår: 29. jan. – 17. feb. 2022
Foto: Birk Thomassen og Karoline Lieberkind