Anmeldelse: Den Komiske Tragedie


    Stjerne2Stjerne2

Af Maria Thostrup Jakobsen

Teatret. Inspirationens vingesus. Kunstens højborg. Onde tunger vil klantre teaterverdenen for at være en omgang opstyltet, skabagtigt navlepilleri. Heldigvis står forestillingen ‘Den Komiske Tragedie’ på spring og vender alle fordomme om teatret på hovedet. Skuespiller Mette Rønne indtager scenen alene. Uden rekvisitter eller medskuespillere leverer Rønne en ren kræftpræstation, og hun bærer forestillingen med blændende overskud og suveræn historiefortælling.

Det er yderst imponerende at se Rønne springe fra rollen til skuespilleren, og selvom hun i virkeligheden leger med vores opfattelser, for ikke at sige følelser, fortæller min sidemand, at hun ind imellem fik helt lyst til at give den stakkels skuespiller et kram. Der er ingen tvivl om, at denne rolle har tullet omkring og ventet, ikke kun på Mettes morbror som har optrådt med forestillingen, men også på Mette Rønne selv. Rollen og skuespillerrollen mestres til fulde.

Forestillingen udspringer af Yves Hunstads ‘La Tragédie Comique’ og omhandler en skuespillers kamp for at finde sig selv i sin rolle. Fortællingen er gennemtænkt ned til mindste detalje og fuld af finurlige påhit. Publikum bliver inddraget og kommer på glatis. Men bare rolig. Rollen skal nok sige det vigtigste, for som rollen fortæller; i dette fag lærer man hurtigt at svare på sine egne spørgsmål.

Som du måske kan fornemme, jonglerer Rønne gennem forestillingen mellem to karakterer – den ængstelige skuespiller og den lettere anmassende rolle. ‘Den Komiske Tragedie’ sætter skrøbelighed, præstationsangst og tvivl op imod stråsikkerhed samt det overdrevne og karikerede. Til tider havde jeg svært ved at finde mig tilpas i forestillingens meta-univers, hvor handlingen bliver forklaret, og skuespilleren konstant henvender sig til publikum. Selvom klovneri med falske næser og forvrængede stemmer ikke umiddelbart er min stærke side, giver det dog rigtig god mening her, og jeg følte mig i høj grad underholdt.

‘Den Komiske Tragedie’ tager livtag med de klicheer der hersker omkring skuespillerens kunstneriske proces, men først og fremmest er det en fortælling om at turde udleve sine drømme uden angst for at fejle.

 

Hvem: Bådteatret
Hvor: København K
Hvornår: 15-17. marts 2017
Foto: Per Pedersen