Af Asbjørn Nielsen
Kosten farer henover scenen på Nørrebro Teater. Gustav Wieds 118-årige klassiker ‘Livsens Ondskab’ om gnieren Thummelumsens spinken og sparren og stræben efter at købe sin Møllegaard tilbage er blevet støvet af. Der er lagt op til grin, mens der fejes gennem forlæggets satiriske bid og antisociale replikker.
Træd varsomt, thi scenen er skrå. Skæv er den i hvert fald på Nørrebro. Ligeså skæv som Thummelumsens genkendelige holdning. Spillepladsens groteske dimensioner foregriber den anarkistiske tilgang til romanen, som siden sin udgivelse er blevet dramatiseret flere gange. Lige fra Folketeatrets ‘Thummelumsen’ i 1901 til Brødrene Spises syngespil på Amager i 90’erne. Ja, og DR’s TV-serie fra 1972 ej at forglemme.
Denne gang har romanen været i hænderne på dramatiker Mette Wolf og instruktør Christoffer Berdal. Tempoet er sat op, og absurditeten i den lille småborgerlige provinsby, hvor alle æder, drikker, sladrer og er sig selv nærmest, springer frem, mens cirkus-musikken spiller, og kynismens sortsind blæses karikeret op. “Grimme mennesker ser altid triste ud” – kvækker en af byens madammer.
Forestillingen bæres fint igennem af holdet med Tom Jensen, som den kyniske Knagsted, og Peter Zandersen, som den stressede og fysisk stærke Emmanuel Thomsen, også kaldet Thummelumsen, i førertrøjen. Som i curling arbejder alle ihærdigt på isbanen for at få stenen gennem nåleøjet.
Christoffer Berdals iscenesættelse sparer ikke på Thummelumske grimasser, overgearede spring og tale af karsken bælg. Wieds satire og ønske om at grine af melankolien mistes dog lidt på vejen, og det fornemmes, at iscenesættelsen skøjter henover det underspillede i al virvaret, som ellers skulle gøre forestillingen skarp og humoristisk.
Wieds sproglige humor ligger primært i det asociale og tabuiserede, som når Knagsted tørt indskyder, at ormene nok har spist den netop afdøde om to ugers tid. Det er jo regnvejr! Bemærkninger som i sig selv er sjove, da vi som publikum får afløb for vor egne egoistiske tilbøjeligheder, men også bemærkninger som aldrig for alvor vækker grin på Nørrebro, da de ikke får de breaks, som de fortjener.
I kampen om at få noget sjovt ud af en kedelig grå aften, bliver de store bevægelser og skærende grimasser taget frem. Men komikken svinder ind, når der forsøges at gøre en karikatur ud af en karikatur. Som når kusine Wulfdine springer rundt og gør kur på scenen som en overkarikeret udgave af Mrs. Hyacinth Bucket. Så fint behøver det ikke være. Det stille bid kan også have humor og eftertanke.
De mange pessimistiske og nybearbejdede udsagn mister desuden gennemslagskraft, da mange af os i den seneste uge har kunnet læse en stor del af disse små humørbomber på teatrets facebook-side. Og ja, de fremkaldte grin, da de dukkede op i newsfeedet, men det gjorde også at gentagelsen i denne nye kontekst på scenen fejlede. For lige det havde vi jo allerede moret os over.
At forestillingen så alligevel bliver bidende og sjov en gang imellem må skyldes skuespillernes komiske talenter og gennemslagskraft. Herligt er uden tvivl Tom Jensens samspil med Ole Lemmekes idealistiske Clausen, som glimtvist understreger livets melankoli i eksempelvis deres snak om kirkegårdes barndommelige skønhed.
For helt ærligt hvem ville ikke gerne kunne opleve kirkegårdens eventyrlige skønhed gennem et barns øjne igen?
Hvem: Nørrebro Teater
Hvor: København N
Hvornår: 18. feb. – 12. april 2017
Foto: Ulrik Jantzen