Af Maria Thostrup Jakobsen
En nøgen mand ligger på scenegulvet. Mandens krop vrider, vender og drejer sig i krampeagtige bevægelser hen over gulvet. Lyden af mørk, knitrende baggrundstøj fylder salen. Teaterforestillingen ‘Rammer’ slås an i en dyster tone, og i forestillingens beskrivelse stilles spørgsmålet: ”Hvad sker der, når vi støder ind i de usynlige rammer, vi, i samfundet, har sat op for os selv og hinanden?”
En forestilling om menneskets historie og samfundets sociale regler lyder godt på papiret, men historien om det nøgne menneske, der lærer at gå, sidde ved et bord eller give hånd, bliver for forudsigelig og en gentagelse af noget, jeg føler at have set før. Scenografien skifter i rask tempo, og forestillingen gennemgår hurtigt menneskelige processer men uden at dvæle og gå i dybden med tematikkerne.
På den ene side er forestillingen poetisk og mørk i sin tone og på den anden side fyldt med små morsomheder, der i sammenhæng kommer til at fremstå halvhjertede. Det absurde og uforståelige blandes med den banale symbolik, som når en af skuespillerne uafhængigt at den øvrige handling står og “fejer noget ind under gulvtæppet”. Resultatet bliver rodet, og som publikum når vi ikke tættere på svaret på handlingens indledende spørgsmål.
Forestillinger som denne, hvor publikum fra første øjeblik konfronteres med nøgenhed, er en sprængfarlig affære. Efter et sådant anslag forventer jeg, at forestillingen vil fortsætte med at rykke ved ens grænser, at forestillingen lever op til sit valg af chok-faktor. Alternativt opstår der en forventning om, at der kommer en legitim og visuel forklaring på, hvorfor nøgenheden er relevant for fortællingen. Symboliserer nøgenheden alene menneskets skrøbelighed i de sociale regler?
Alligevel kommer ‘Rammer’ på mange måder stærkt fra start. Publikum udfordres af det fysiske teater – uden en eneste replik og den akrobatiske, smidige dans er hele vejen igennem både grotesk og meget smuk. Desværre formår forestillingen som helhed ikke at leve op til mine forventninger.
Hvem: Teater Glimt
Hvor: Turné i hele landet
Hvornår: 11. jan. – 2. marts 2017
Foto: Lars Horn / Baghuset