Anmeldelse: Lyst#2


    Stjerne2Stjerne2

Af Maria Thostrup Jakobsen

Mørklagte vinduer, neonlysende ’open’ skilt, pornoplakater på væggen og klirrende krystalforhæng der bliver strøget til siden. Receptionisten åbner døren, og jeg lader mig lettere usikker guide ind i venteværelset. Hvad har jeg fået mig rodet ud i?

Jeg skal overvære Teater Bæsts performance ’Lyst#2’, hvor performeren Eja Due sammen med publikum undersøger, hvordan vi forholder os til en prostitueret. Det var med lige dele nysgerrighed og spænding, at jeg kastede mig ud i aftenens performance lecture.

Lyst#2 er intim scenekunst. Jeg er eneste publikum, som inviteres ind i et af de mest tabubelagte rum i dagens Danmark: bordellet. Her sætter Eja Due sig selv i scene som sexarbejderen, der forfører publikum igennem et dialogbaseret spil med kategorierne: sandhed, konsekvens og fakta.

 

I begyndelsen skal jeg vælge et sæt tøj, der afspejler min fantasi om sexarbejderen, men mere får jeg ikke lov til at bestemme. Jeg har snarere følelsen af at være trådt ind i Eja Due’s fantasi om sexarbejderen: en kvinde der med selvsikkerhed og intimiderende sexethed snor “kunderne” om sin lillefinger.

Desværre formår Lyst#2 ikke for alvor at udfordre mine holdninger. Den daske debat og samfundets syn på prostitution er i høj grad præget af, hvilken historie der fortælles om sexarbejderne – nogle sexarbejdere kæmper for en normalisering og legalisering af erhvervet, mens andre fortæller om de psykiske og fysiske mén sexarbejdet har medført, og ønsker at begrænse køb og salg af sex mest muligt. Lyst#2 præsenterer ikke publikum for de gode og dårlige oplevelser sexarbejdere har haft med erhvervet, og jeg tror forestillingen derigennem kunne have bidraget mere til debatten om købesex.

Lyst#2 er grænsesøgende teater, hvor jeg som publikum rykkes 100 km ud af min komfortzone og pludselig skal indgå i en dialog med performeren. Det er i sig selv en anderledes og interessant oplevelse, som huskes længe efter.

 

Hvem: Teater Bæst
Hvor: København N
Hvornår: 20. okt. – 3. nov. 2017
Foto: Camilla Calundann