Af Maria Thostrup Jakobsen
Der er noget, der er blevet væk. I forestillingen ‘MED SNE’ er vi som publikum vidne til et menneskes forsvinden. Vi ser alle sammen til mens minder, relationer, hukommelse og forstand langsomt udviskes for øjnene af os.
I takt med hovedkarakteren Bent, spillet af Henning Jensen, og hans sygdom udvikler sig, stiger hans behov for at holde fast i sit selvbillede, som den person han var engang. Bent har bygget sit liv og eksistens op med udgangspunkt i sin intellektuelle formåen. Så da hullerne i hans hukommelse bliver mere og mere omfattende og hjernescanningen viser, at sorte områder spreder sig, bliver det også sværere og sværere for Bent at holde fast på sig selv. Til sidst har Bent kun sit personnummer til at fortælle ham, hvem han er, og han må kæmpe for, at ikke også det opløses i glemslen.
Ligesom Bent har vi alle skabt og dyrket en identitet, og vi kan mærke på os selv, hvor stor tryghed der er forbundet hermed. Netop af den grund er fortællingen vedkommende for alle. Forestillingen ‘MED SNE’ er scenekunst, der rører de dybeste følelser hos os alle; Angsten for ikke længere at være os selv, og frygten for at se mennesker vi holder af forsvinde. Efter forestillingen var slut, og de sidste klapsalver fra den stående applaus var runget ud, kunne jeg for alvor mærke hvor følsom, stemningen var. Sjældent har jeg oplevet en så stærk og skræmmende forestilling. Ingen gik uberørte derfra.
På den ene side er skildringen nøgtern og distanceret, hvilket også afspejles i den minimalistiske scenografi. Herunder scenegulvet som består af en rund, hvid flade, hvorpå lysbilleder af hjernen projekteres ned. Gennem lægelige termer udlægger neurologen Bents sygdomsforløb og forskellige diagnoser diskuteres: Lewy body demens, alzheimers, og på den måde får publikum at se, hvordan sygdommen ud fra en faglig synsvinkel er næsten lige så fascinerende, som den er forfærdelig.
På den anden side har vi den personlige skildring, som brutalt og virkelighedsnært fører os tæt på de mennesker, som magtesløst må se til mens deres nære forsvinder. For selv om Bent ikke husker, hvor han lagde sine nøgler eller hvorfor han gang på gang ender på hospitalet og langsomt mister grebet om virkeligheden, så er han ikke glemt af sin søn og datter. Den personlige historie får en stor plads i forestillingen. Selv neurologen, som ellers repræsenterer den kliniske distance, åbner op for sine følelser i beretningen om det lignende sygdomsforløb som hendes forældre måtte gå igennem.
Forestillingen handler ikke bare om Bents sygdomsforløb, men også om familiens kærlighed og forsøg på at håndtere de allersværeste valg i livet. Det er sjældent, at man kan sige at have sympati for alle karaktererne i et stykke, men sådan er det her. Fjenden eksisterer kun i form af sygdommen, som ved et overbevisende greb repræsenteres af tre dansere, der som dæmoner konstant følger Bent. Tonen er mørk, men der er plads til lyspunkter, og gennem humor får vi som publikum forløsning for frygten.
De varmeste anbefalinger til ‘MED SNE’, hvor scenografi samt skuespils– og dansepræstationer skaber en oplevelse, der bliver siddende i kroppen lang tid efter.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København
Hvornår: 26. nov. 2016 – 18. jan. 2017
Foto: Natascha Thiara Rydvald