Anmeldelse: Min Mormors Gebis


Af Anna Cæcilie Sørensen 

Det Lille Teater ligger i en gammel københavnergård i Lavendelstræde. Det er som at gå ind i en hemmelig verden, når man træder ind igennem porten. Det oser af varme og hygge. Den lille foyer er fyldt med glade børn og voksne der holder øje med tiden. Alle er spændte på at opleve dagens forestillingen.

De fleste ved godt hvem Jakob Martin Strid er. Måske kender de yngste publikummer ikke hans navn, men de kender helt sikkert hans bøger. Forestillingen er musikdramatik for børn og barnlige sjæle lavet over Strids bog af samme navn. ’Min mormors gebis’ er proppet med de mest fantastiske rim og vidunderlige sange. En starter med ”Jeg fik amok i forgårs…” og en anden ”Min mormor er senil…”. Måske er der nogle af ordene som går henover hovedet på børnehavebørnene, men så har de voksne også noget af grine af.

Bag det store røde scenetæppe er der et træhus i et stort træ. I træet bor fire venner i ens uniformer. Det er som en spejderuniform, der forlanger at man har det sjovt. De fire venner bliver fra tid til anden nærmest ramt af et rumpenisse-syndrom. I stedet for at spørge ”hvorfor?” hopper de rundt på scenen og råber ”jeg er parat”. De små intermezzoer med lalala-sange bliver måske en anelse for lange engang imellem, for man mister koncentrationen en lille smule. Det knirker og brager når de fire venner løber rundt og op i træhuset. Den gode stemning vælter udover publikum og når stjerner på magisk vis blinker på træhusets tag bliver alle ret så begejstrede.

Forestillingen starter virkelig fint. Sangen om de vilde dyr, der pludselig er flyttet ind, er sød og enormt hyggelig. Alle børnene peger og griner. Det er dejligt at fantasien får lov til at lege med. Børnelatter er noget af det mest smittende i verden. Hvis man ikke kan mærke noget, når et rum fuld af små spilopper griner, så skulle man overveje at tale med en professionel. Publikum griner højt, når de voksne på scenen prutter eller når de norske nudister stjæler huden; Medister Minister Fisters medister. Det er allerbedst når det er helt skørt og når rimene rammer lige som de skal.  ’Min mormors gebis’ er 50 minutters musikalsk hygge og ballade. En masse små historier der prikker til fantasien og giver en lyst til at synge med.

Hvem: Det Lille Teater
Hvor: København K.
Hvornår: 5. sep. – 3. nov. 2019
Foto: Natascha Thiara Rydvald