Af Marie Vernegreen Christensen
Jeg er personligt ikke den største fan af L.O.C. og lytter normalt ikke meget til hans musik. Hele hans univers virker lidt for cool, lidt for råt. For meget druk, for meget røg, for meget ’fucking’ og for meget ’bitch’. Det hele virker bare meget hårdt. Hårdt på flere måder. Dette fik jeg ikke afkræftet på Aarhus Teaters Studio scene i aftes under forestillingen Momentet, som netop tager fat i denne ret kendte rappers univers.
Fire skuespillere levendegør L.O.C.’s sangtekster med hjælp fra Johannes Eberl Smed, som på scenen står for musikken og arrangementet heraf. Skuespillerne virker som zombier med afhængige abstinensbevægelser, fedtet hår, nylonstrømper trukket ned over hovedet og underbukser der har mere tilfælles med en g-streng. Jeg fik et indtryk af nogle sølle skæbner, men jeg havde ikke ondt af dem. Jeg var nærmere frastødt. Frastødt af deres elendighed og forfald, og deres store pelsjakker, leopardstribede leggins og store glimtende ringe. Alle bar de rundt på noget tragisk. Vi var som publikum med til deres triste fest, der indeholdte alt det værste ved at gå i byen.
L.O.C.’s mest kendte numre er fortolket på en sådan måde, at stemningen i den træder klart og tydeligt frem, og der er tale om en musikforestilling, som bliver anderledes i den forstand at scenen og rummet ikke er stort og bragende, men derimod småt og tæt.
Vi var som publikum helt tæt på skuespillerne og spillet, og det gjorde det ret intimt og nærværende. Vi var en del af forestillingen, og skuespillerne brød grænsen mellem det fiktive og det virkelige ved at kigge os direkte i øjnene, synge til os og henvende sig. En skuespiller lagde sit hoved på mine knæ, holdte min hånd og gjorde mig til frk. Escobar ved at rette opmærksomheden mod mig. En anden spiller placerede senere sin fod ved siden af mit sæde, så det ene knæ var i samme højde som mit hoved, og så bevægede han ellers underlivet rytmisk frem og tilbage mod mig til sangbeatet. Der blev helt klart leget med intimsfæren hos publikum, og vi kunne aldrig vide os helt sikre på, om vi selv på et tidspunkt kom i spil. Jeg kunne enormt godt lide denne usikre leg, selvom jeg følte mig udsat, men jeg tror, at mange ville finde det temmelig grænseoverskridende og intimiderende.
Forestillingen var eksperimenterende og grænsesøgende i sin billedliggørelse af den rå rap, og det var da forfriskende, men af og til oplevede jeg, at det blev en smule for grænsesøgende. At der blev prøvet for hårdt på at være frastødende og nærmest provokerende. Det blev en smule latterligt med åbne munde, tunger der slikkede luften og en heldragt med store hængepatter. Midt i al latterligheden opdagede jeg dog nogle tekstbidder, som nærmest rørte mig. Noget tekst jeg ikke har lagt mærke til i sangene før, som trådte frem på en ny måde i kraft af denne nye form og vakte noget i mig, som jeg ikke troede, ville kunne vækkes af L.O.C.
Hvem: Aarhus Teater
Hvor: Aarhus
Hvornår: Spiller frem til 2. dec. 2017
Foto: Petra Kleis