Af Sofie Herdorf Krøyer
Den 24. november begiver jeg mig ind på det fine lille teater, Mungo Park i Allerød, for at opleve forestillingen af samme navn. Forestillingen er en revideret genopsætning af det succesfulde stykke, der omhandler Mungo Parks opdagelsesrejser i det ukendte Afrika i slutningen af 1700-tallet. Det scenografiske førstehåndsindtryk er minimalistisk; en sort scene uden rekvisitter – et tomt landkort om man vil – der som forestillingen skrider frem tegnes op med kridt og udfyldes med de informationer, publikum og Park får i løbet at de 100 minutter, rejsen varer. Forestillingen er nærmest at betragte som teatrets signatur i og med, at den virkeliggør teatrets gennemgående metafor om, at turen ind i teatrets verden bør betragtes som en opdagelsesrejse. En rejse, der ikke blot stiller krav til teatrets ensemble, men ligeledes til den enkelte publikummer. Som gæst i teatret kan publikum altså ikke forvente at få alt serveret på et sølvfad, men må selv bidrage til skabelsen af universet ved at åbne sit sind og give fantasien frit løb. Efter min mening – en skøn pointe, der gøres klar i forestillingens gennemgående metaklang, hvori publikum bliver bedt forestille sig opførelsen som en film. Et aspekt, der desuden fungerer som et skørt og finurligt ”prik” til tidens tendens til hollywoodificering af stort set alt.
Den nysgerrige og videlystne skotske læges opdagelser i Afrika overføres smukt til nutiden i og med, at man – yderst skarpsindigt og morsomt fra instruktør Martin Lyngbos side – har valgt nutidige stereotypiseringer af forskellige folkefærd til visualisering af de gentagne komplikationer forbundet med kulturmøder. Denne behandling af kultursammenstød gør forestillingen aldeles aktuel og drager paralleller til nutidens stadige uforståenhed overfor det fremmede.
Imponerende er det, at tre mand formår at udføre stykket på så elegant og morsom vis ved at skifte rundt mellem et hav af karakterer. Henrik Prip i rollen som Mungo park er faktisk den eneste, der i fuldt kostume forbliver i samme rolle stykket igennem – Anders Budde Christensen og Mads Hjulmand fungerer derimod både som varierende biroller og bevægelige rekvisitter. For deres omskiftelighed og præcision fortjener de virkelig applaus, for skildringerne af diverse karakterer bidrager med et friskt og morsomt pust!
Men forestillingens gennemgående humoristiske og satiriske tone er ikke altomfattende, og der er plads til dybere stillingtagen til alvorlige problemstillinger såsom frygtens betydning for kulturmøder. For det er utroligt spændende at se den åbensindede Mungo Parks forvandling, da frygten kryber ind på missionen. Som følge af udmattelse, fejlkommunikation og socialt pres overtager frygten for det ukendte, og den ellers så fredelige mission ender som centrum for en krigszone og viser, hvordan selv den mest idealistiske mand kan forvandles til morder og krigerisk barbar, hvis frygten har nået ind til ham.
Mungo Park står altså som et utroligt vellykket stykke, der både rummer humor og alvor. Det står som endnu et smukt eksempel på, at teatret fungerer som et glimrende medie i historieformidlingens navn. Jeg tager hatten af for Mungo Park, anbefaler alle at opleve det og glæder mig til mere!
Hvem: Mungo Park
Hvor: Allerød
Hvornår: Indtil 22. marts 2016
Foto: Mungo Park / Jon Kort