Af Ditte Amalie Greve Bichel
På scenen står en nøgen Kasper Leisner og vasker sig. Ikke så langt fra ham sidder Sofia Nolsøe på en bænk iført en badekåbe. Sammen udgør de ægteparret Rubæk og Maja i Aarhus Teaters bearbejdelse af Henrik Ibsens ’Når vi døde vågner’. Parret befinder sig i Norge, som de er vendt hjem til efter lang tid sydpå. Stilheden mellem dem er øredøvende.
Den indledende stilhed giver publikum mulighed for med blikket, at gå på opdagelse i scenografien. Rundt om ægteparret danner et hav af trælameller indersiden af et spahotel. Bagvæggen er bygget op af sorte plader, som i løbet af forestillingen fjernes lidt efter lidt, for at afsløre et norsk fjeld i baggrunden. Det pæne og simple scenografiske udtryk står i skarp kontrast til fortællingens drama, der i løbet af forestillingen udspiller sig på scenen.
’Når vi døde vågner’ handler overordnet set om at tvivle på de valg man har truffet, det brændende ønske om at opnå ens eget fulde potentiale, og hvordan samspillet mellem disse to aspekter kan vække vores begær og overskygge vores dømmekraft. Det kommer konkret til udtryk i forestillingen, hvor det i forvejen spinkle forhold mellem Rubæk og Maja sættes på prøve, da to skikkelser manifesterer sig i deres liv i form af bjørnejægeren Ulfheim, spillet af Patrick Baurichter, og Rubæks tidligere muse Irene, spillet af Mette Døssing.
Alle fire skuespillere leverer en fin præstation hver især, men desværre føles kemien imellem dem lidt flad. Forestillingen er teksttung og selvom scenografien er med til at skabe nogle visuelt flotte scenebilleder, virker mange af passagerne unødvendigt lange med et statisk arrangement. Det dyriske begær mellem henholdsvis Rubæk og Irene, samt Ulfheim og Maja fremstilles næsten fra første færd og tekstens pointer afsløres tidligt, hvilket gør dramaturgien forudsigelig.
På Studioscenen er der i denne sæson fokus på det affektive rum, hvilket kort fortalt handler om at skabe forestillinger, hvor stemninger og sansningen er i fokus. I ’Når vi døde vågner’ bliver der gjort brug af forskellige former for affektive virkemidler; en vibrerende publikumsopbygning (lidt ligesom i en 4D biograf), brud på spillestilen i form af korte intermezzo-lignende sekvenser med stroboskoplys og taktile materialer såsom ler. Jeg forstår idéen bag brugen af disse greb, men det er ikke nok til, at jeg føler en større sanselighed, end når jeg normalt går i teatret.
Hvem: Aarhus Teater
Hvor: Aarhus C
Hvornår: 18. sep. – 16. okt. 2021
Foto: Rumle Skafte