Af Anna Cæcilie Sørensen
Det føles næsten plat at sige højt, men jeg har været inden i en anden verden. Og det var med bulrede og lysende lyntog og helt til verdens ende. Til en verden der både omgiver det indre og det ydre. Og ja, bevares… det er jo det teater kan. Teatret er en verden i sig selv. En verden der kan gøre dig klogere eller i hvert fald give anledning til tankestrømme og diskussioner. En verden hvor det ikke kommer bag på en, at der midt på scenen sidder en mand i et træ.
Vi kan lige så godt øve os på undergangen. Øve os på slutninger og begyndelser. Og på at starte forfra. Menneskefrysere, mentale hjernefængsler og utopier. Bregner, birketærer og hvide tennissko. Mathias Skov Rahbæk spiller Mathias. Han spiller også Bob. Manden med de mange ideer. Mathias er vores guide, en tutor med filosofiske vanskeligheder. Politik bliver til fantasi og vi er i et parforhold med alle og med moder jord. En kæmpe skuespillerpræstation og man ønsker sig lidt at Mathias Skov Rahbæk vil forsætte som en slags overlevelses-tutor. En tutor man ALDRIG kan blive træt af.
Lydbilledet får publikum og rum til at smelte sammen. Det omgiver os og vælter ind gennem vores øregange og klemmer sig fast i vores brystkasser. Vi sidder midt i en lydstorm og det er en eksplosiv oplevelse. Lydbilledet, ordene og skuespilleren får i samspil med hinanden, ens frontallapperne til at vokse og dirre. Uanset alder og livsfilosofi.
En forestilling der starter fra nul, lyder angstfremkaldende og i minutterne hvor lydbilledet får lov til at overtage både scene og skuespiller, får man næsten lyst til at tage sig selv eller sin sidekammerat i hånden. Jeg tør slet ikke at blinke, af frygt for at gå glip af noget. Jorden går under i musikken og alting bliver født på ny. Mennesket står stille og tiden går. Og går og går. Vi tror at Bob er alene i verden, men Bob (og Mathias) møder både verdener, politiske fantasier, ideer og mennesker. Publikum bliver en del af forestillingen og det er imponerede så godt det fungerer, at hive tilfældelige publikummer med op på scenen og gøre dem til karakter. Det virker underligt naturligt, og tager forestillingen ud over scenekanten og ned blandt publikum. Det er nærværende og overlegent. Det er kunst med fornuftig afstand. Og det spiller.
I en verden hvor man ikke kan finde ud af om, man skal se fremad eller tillbage, bevare eller forandre er det nærmest forløsende at tænke at man også bare kan starte fra NUL. Vi skal være kritiske overfor strukturer og systemer, kritiske overfor magt og kritiske overfor dem som ikke er kritiske. Hvis du har lyst til at tage på en 80-minutters dannelses- og oplevelsesrejse, og ikke er bange for at skulle starte fra NUL, så skal du skynde dig i teatret. NUL er lige præcis det, man trænger til her i midten af det hele.
Hvem: Samproduktion mellem Teater Momentum, Sort/Hvid og TOETT
Hvor: Odense C
Hvornår: 26. maj – 5. juni 2021
Foto: Henrik Grimbäck