Af Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen
Græsset foran den hvide bro i parken ved Sophienholm lagde onsdag aften flotte rammer om den musikalsk velspillende forestilling ”Oh Josephine – Kampen om magten”. Den franske, men amerikanskfødte Josephine Bakers besøg i København i 1928 danner rammen om forestillingen. ”Oh Josephine” ønsker at vise, hvordan danserindes besøg i hovedstaden i det dengang lidt forsmåede og kulturelt tilbagestående Danmark bragte vind i sejlene på den kulturrevolution, der allerede ulmede i krogene. Bakers besøg gav et verdenskendt skub i ryggen på de danske forfattere, digtere, musikere og malere, herunder Poul Henningsen, Gerda Wegener, Agnes Henningsen, Leo Mathiesen, Lulu Ziegler m.fl., der var bannerførere for en kulturrevolution, der ønskede et opgør med tidens seksuelle moral og efterdønningerne af nationalkonservatismen. Josephine Baker formåede at skabe sig en verdenssensation som danser og sanger på først den franske og senere den internationale scene.
Malou Takibo debuterer i rollen som Josephine Baker, og hendes præstation bliver også aftenens store højdepunkt. Hendes smørbløde, men uhyre kraftfulde sangstemme slog mig helt tilbage i sædet. Dette efterlader ingen tvivl om, at Takibo bliver et navn, vi kommer til at høre meget mere til i fremtiden. Rolf Hansen er også glimrende som en frisindet karakter, der dog ofte finder sig fanget mellem kunst og kommercielle hensyn ift. sit etablissement Adlon. Angsten for ikke at sælge billetter til nok Adlon, der huser både Josephine Baker og de andre kulturpersonligheder, gør ham til forestillingens mest nuancerede karakter. Ofte fanget mellem ønsket om total kunstnerisk frihed og hensynet til almenvellet. Derudover danner Adlon rammen om den kronologiske udvikling fra 1928 under besættelsen og efter krigens afslutning i 1945.
Muligvis er det forestillingens forholdsvis store persongalleri og lange spænd, rent kronologisk, der har gjort det nødvendigt for manuskriptforfatterne at skrue lidt rigeligt op for en “tell it – don’t show it” tilgang. Dette har resulteret i en lidt anstrengende præmis, hvor karaktererne giver enormt mange informationer om deres individuelle opgør, og det virker til, at vi helst skal nå igennem så mange fortællinger som muligt. Forfatteren Agnes Henningsen proklamerer fx, at hun er træt af ikke at blive anerkendt for sit forfatterskab, og at angsten for den kvindelige seksualitet er med til konsekvent at undertrygge og umyndiggøre kvinden. Maleren Gerda Wegener fortæller om hendes mand Einar, der føler sig som en kvinde og gennemgår en transformation til Lili og hvordan dette både komplicerer og beriger deres ægteskab.
Disse historier er både vigtige og uhyre interessante, men det er som om, de mister lidt værdi, når vi ikke ser tingene udspille sig, men blot får det fortalt i en lang række af bisætninger. Det emmer af, at man har slået et for stort brød op, og i forsøget på at holde sammen på det hele, tabes lidt af den dramatiske effekt.
Nazismen og besættelsens indtog, der smadrer de frie idealer og med ét sætter kulturpersonlighederne på den sorte liste, skal vi derfor også hastes igennem. Videre afsluttes der med en parallel til de tyvere, vi lever i i dag, som måske ikke er så frisatte, som vi selv går og tror. Det bliver alt sammen lidt meget at bide over, og jeg havde ønsket mig at blive lidt længere i 1920’erne og høre Malou Takibo synge endnu mere i rollen som Josephine Baker på Adlon og fortælle den store historie igennem et mere skærpet fokus, der ikke forsøger at male med for bred en pensel.
Hvem: Det Flydende Teater og Teatergrad
Hvor: Sophienholm i Lyngby
Hvornår: 22. juni – 9. aug. 2023
Foto: Per Morten Abrahamsen