Af Louise Marie Mortensen
Langt de flestes tanker vil instinktivt vandre ind i Disneys tegnefilmsunivers, når de hører navnet Pinocchio. Fortællingen om en lille dreng lavet af træ, der bare gerne vil være en rigtig dreng, og som vi alle stifter bekendtskab med hver juleaften, når Disneys juleshow kører over skærmen i stort set alle danske hjem. Der er dog hverken noget varmt eller hyggeligt over historien om nutidens Pinocchio’er, som denne forestilling handler om.
I Rolf Heims fortælling er der ganske vist en dreng, men denne dreng er på flugt op igennem Europa, sendt afsted med kærlighed af hans forældre for at finde et lykkeligt liv væk fra det utrygge Afghanistan.
Jeg går ombord på Bådteatret, der er lyst op af Nyhavns restauranter og gadelygter helt uvidende om, hvilken følelse jeg vil have, når jeg om halvanden time træder ud i virkeligheden igen. Nede i båden summer stemningen af forventning, og folk der forsøger at få varmen. Døren bliver åbnet ind til den lille teatersal, og på scenen står der en køjeseng, to borde, to stole og en masse tv-skærme. På sengens ene gavl hænger der en dukke af træ. Pinocchio. Jeg kan høre, at det giver anledning til snak blandt publikum der gætter på, hvad det mon betyder. Lyset bliver dæmpet, og forestillingen går i gang. Der bliver snakket på et sprog, vi ikke forstår. Ind på scenen træder to personer, en kvinde og en mand, i helt sort tøj. De sætter sig ved hver deres bord og begynder at fortælle den 16-årige drengs historie. Kvinden taler som drengen, manden nærmest som en form for fortæller.
De fem skærme der står på scenen viser sig hurtigt at være en slags levende kulisser, der skifter indhold i takt med, at historien skrider frem. Det fungerer rigtig godt og skaber en helt vildt fin dynamik på scenen.
Parallelt med den voldsomt stærke og umenneskelige fortælling om drengens flugt, hans møde med menneskesmuglere og en 7 timer lang køretur, hvor han er hægtet fast under en lastbil, kører også den velkendte historie om Pinocchio igennem helt forestillingen. Men til trods for at der helt tydeligt er ligheder mellem historierne, synes jeg aldrig helt, det lykkes at forene dem. De små sekvenser der popper op undervejs virker desværre mere forstyrrende end noget andet, og de kunne sagtens have været undladt. Med det sagt så er forestillingen helt klart værd at gå ind og se, for historiens fokuspunkt er så uendeligt vigtigt.
I ‘Pinocchio’ får man den benhårde virkelighed helt ind under huden, og den bliver siddende længe. Sidste år kom 462 såkaldte Pinocchio’er til Danmark. De er uledsagede mindreårige asylansøgere. Det her er historien om en af dem. Han overlevede, om end det kan være svært at forstå, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre. Jeg trådte ud på Købehavns brosten rørt helt ind i sjælen, skræmt fra vid og sans, meget, meget klogere og imponeret over, hvad vi som mennesker er i stand til at overleve.
Hvem: Bådteatret
Hvor: København K
Hvornår: 16. nov.
– 8. dec. 2018
Foto: Miklos Szabo