Af Kira Bach Pedersen
I ’Udvandrerne’ er der helt store tematikker på spil. Flygtningedebatten tages op, men forestillingen smider alle politiske diskussioner ud af vinduet for i stedet at fokusere på bevægelse, grænser og menneskeliggørelse.
Vi møder parret, hvor den ene har forladt sit hjemland til fordel for kærligheden. Vi møder den dedikerede og godmodige medarbejder, hvis kolleger ikke forstår, hvad han siger. Vi møder den kvindelige flygtning, der igennem en tolk forsøger at kommunikere, at hun har blindtarmsbetændelse og ikke blot forstoppelse. I Julie P. Glargaards velskrevede drama skal der få ord til, for at vi kan nikke genkendende til opgørene på scenen.
Vi overværer sang, musik, dans og drama. De enkelte komponenter er smukke, og især Josephine Raahauges poetiske kropssprog er en fryd at se på, men forestillingen fremstår også uafklaret. Publikum inddrages aktivt midt i forestillingen, men vi forstår aldrig helt, om vi skal anse forestillingen som et kropsligt, dramatisk eller musikalsk udtryk for dets budskab. Når Marie Louise von Bülow synger og spiller så smukt, undrer det mig, at lydeffekter og indspillet musik også har føltes nødvendigt at inkludere. En påtaget manøvre som ikke behøves i et i forvejen så intenst stykke. Der rejses relevante spørgsmål, men forestillingen lider under at være overproduceret og splittet. Helt banebrydende bliver forestillingen dermed aldrig, men den er ufattelig lærerig og en agtværdig portrætting af tragiske individers skæbner snarere end statistik.
Det er sproget, som ’Udvandrerne’ i stor grad fokuserer på: Sproget som barriere og identitet, og frustrationen i ikke at kunne kommunikere sit sande jeg. Til tider tangerer forestillingen til det ubehagelige. Det er grumt at konfronteres med individer, der føler sig afvist af Danmark. For hvad er danskhed? Der er over fem millioner versioner af Danmark, men det bør aldrig være nødvendigt at vise taknemmelighed for at få lov til at bo i landet, som det udtrykkes i forestillingen.
Budskaberne er i sig selv ikke nyskabende, men vi kan alle trænge til at høre dem igen og igen. Netop derfor er denne forestilling vigtig og utrolig velfungerende som skoleundervisning. Gå derfor ind og se ’Udvandrerne’, hvis du gerne vil opleve andre aspekter i flygtningedebatten end diskussioner om tildækningsforbud, ghettoer og flygtningekvoter. ”Vi skal huske individualiteten hos de mennesker, vi benævner som gruppen af ’flygtninge og indvandrere”, siger iscenesætter Sandra Yi Sencindiver. Det er nøjagtigt de tanker, jeg går hjemad dybt begravet i.
Hvem: danskdansk
Hvor: Tingbjerg Kulturhus og på turné
Hvornår: 14. nov. – 10. dec. 2018
Foto: Peter Morten Abrahamsen