Af Lea Sisi Fast Sørensen
Folketeatret har med ‘Præsten i Vejlby’ skabt en krimi, der både fanger og foruroliger, og som får en gammel historie til at føles vanvittigt nutidig.
Allerede fra første øjeblik, lige efter de høje klokkeslag, møder vi et rum, der minder om et blankt kanvas, et klinisk slagtehus eller en svømmehal. Scenen er dækket af hvide “fliser”, og i midten troner en høj bademesterstol, der fungerer som en dommers tribune og giver skuespillerne mulighed for hurtige, fysiske forskydninger i niveauer. Det er skarpt, rent og utroligt effektivt. En skovl, en kæmpe skibsklokke, et trækors og en grøn slåbrok, det er næsten alt, hvad de har brug for. Og alligevel skaber de en hel verden.
Det er en gammel historie, men her får den nyt liv som en vaskeægte true crime-fortælling, der var sin tid langt forud. Tre fortællere, en slags historiens dommere eller instruktører, tager os i hånden og kaster os hovedkulds ud i den grumme sag om en forsvunden karl. De skifter roller i et elegant og fysisk krævende spil, hvor de løbende er både observatører og en del af dramaet. Den konstante meta-leg om, hvad der fortælles, hvem der fortæller det, og hvad scenens symbolik spejler, gør oplevelsen både sjov og intellektuelt udfordrende. Jeg blev virkelig imponeret over deres præcise timing og rytme.
Energien er tændt fra start, og den holder sig spids hele vejen igennem. Replikkerne tales naturalistisk og ægte, og svingningerne mellem komedie og alvor rammer perfekt. Både grin og gråd føles velfortjent. Skuespillerne er simpelthen i topgear. De kaster sig ud i det med en fysikalitet og et nærvær, der er skruet op på maks. De leger med publikum på en måde, der både vækker latter og tragedien til at føles endnu mere nærværende og ubehagelig. Jeg følte mig meget engageret i historien, som om man selv er en lille smule medansvarlig for at finde frem til sandheden.
Scenografien er et studie i minimalisme, hvor simple karakterer og situationer repræsenteres af simple objekter. Kysen er Mette, bænken er en seng, og præstekraven viser os med det samme, hvem der bærer på den præstelige autoritet og stolthed. Lyset danser på de hvide fliser og forstærker betydningen af hver genstand, mens det skifter rummets atmosfære fra kirkelig ro til fængselsagtig klaustrofobi i løbet af et sekund.
‘Præsten i Vejlby’ er i virkeligheden en historie om rygter, moral og hvordan en hel by kan vende sig mod et enkelt menneske, baseret på en fortælling. Selvom handlingen er over 400 år gammel, føles dens temaer utroligt relevante. Forestillingen rejser spørgsmålet: Hvordan påvirker vores fortællinger virkeligheden, og hvem bestemmer egentlig, hvad der er sandt? Den bruger bevidst anakronismer for at trække paralleller til vores egen tid, hvilket gør den komplicerede moral let tilgængelig.
I anden halvdel bliver tonen mørkere, og fortællernes leg bliver mere desperat. De kaster sig endnu mere fysisk ind i deres roller, og den morsomme meta-distance bliver erstattet af en rå og nøgen konfrontation med historiens gru. Jeg tog mig selv i flere gange at holde vejret, overvældet af den intensitet skuespillerne slyngede ud mod os.
Jeg forstår godt hvordan true-crime podcasts er blevet så populære, hvis de minder bare en snert af denne oplevelse. Det skønne ved at publikum får en rolle og stykket ikke er det samme to gange i streg, er at jeg nu har en undskyldning for at tage ind og se det igen. ‘Præsten i Vejlby’ er en virkelig stærk og opslugende oplevelse, der efterlader en tankefuld og måske lidt rystet. En fornøjelse at lade sig fange af.
Hvem: Folketeatret
Hvor: København N + Turné
Hvornår: 27. sep. – 14. dec. 2025
Foto: Büro Jantzen