Af Ditte Amalie Greve Bichel
Siden 80’erne, og frem til i dag, har oprøret som fænomen haft rødder i forskellige subkulturer, været kendetegnet ved forskellige dagsordener og gjort brug af mange typer af udtryksformer. Det er netop denne rejse vi er vidne til i forestillingen ’PUNK – A Rebel Never Dies’, hvor vi som publikum ledes gennem Punkbevægelsen, med dens vilde hår og piercinger, Pussy Riots’ maskerede ansigter og De Gule Veste i de parisiske gader for at ankomme til nutiden, hvor den unge klimaaktivist Greta Thunberg nu er blevet et af oprørets mange ansigter udadtil.
På scenen står seks unge dansere, der undervejs beviser deres kropslige kunnen og dygtige danseevner gennem højenergiske sekvenser på speed og stille momenter med fuld kropskontrol. Danserne får lov til at udfolde deres talent i både solo- og fællesdele, som giver en god afveksling i forestillingens forløb. De flytter selv rundt på scenografien og foretager kostumeskift på scenen, hvilket afspejler en gennemsigtighed og attitude, der passer godt til forestillingens tema. Jeg er imponeret over deres evne til at omstille deres bevægelser, så de følger med det omskiftelige lydunivers.
Forestillingen er eksperimenterende i sit udtryk. Der leges med lys kontra mørke, dans indeni og bagved forskellige materialer, sang og opdeling af scenen i mindre rum. Nogle af de flotteste visuelle scenebilleder bliver skabt, når en danser bevæger sig over til et lille kamera på sidescenen og herefter får sit ansigt projekteret på de andre danseres strutskørt-iklædte kroppe.
De mange legende aspekter gør dog også, at forestillingen enkelte steder bliver rodet at se på. Jeg mistænker instruktør og koreograf Jacob Stage for ikke at have slået det nødvendige antal darlings ihjel før premieren. Det rodede udtryk kan selvfølgelig også være et lidt mindre vellykket kunstnerisk valg. Men for at stå helt skarpt ville ’PUNK’ nyde godt af en opstramning.
’PUNK – A Rebel Never Dies’ er et nyt og forfriskende bud på en danseforestilling, hvor det ikke handler om det smukke og yndefulde. I stedet er tilgangen konceptuel og legende, hvilket giver følelsen af orden og kaos på én og samme tid. Forestillingen er anbefalelsesværdig og kan både ses af den erfarne dansekender og den nyudsprungne scenekunstentusiast.
Hvem: Black Box Dance Company
Hvor: Turné i ind- og udland
Hvornår: 28. okt. 2020 – 11. april 2021
Foto: Jacob Stage