Af Marie Vernegreen Christensen
Hvilke drømme har du? Hvor i kroppen sidder de? Og hvordan håndterer du dem? Det er den slags spørgsmål, vi som publikum bliver konfronteret med i disse to dansesoloer, der tilsammen udgør forestillingen ’RE-DREAM’.
Danserne Antoinette Helbing og Taneli Törmä giver en fysisk fremstilling og fortolkning af drømmebegrebet i enhver form uafhængigt af hinanden.
Vi præsenteres for to meget forskellige soloer, som dog begge har det til fælles, at de både indeholder en vis alvor og et sikkert strejf af komik. Løb indgår i begge soloer, men jeg kan af og til blive i tvivl om, hvad der løbes efter. Om det er efter egne drømme eller andres. Efter realiserbare drømme eller fantasifulde dagsdrømme. Eller om det overhovedet er anstrengelsen værd. Sveden dryppede fra deres pander, og vi fik fornemmelsen af den kamp, der ofte er nødvendig for at opfylde en drøm.
Vi er indhyllet i salens mørke. Rummet defineres af lyset, som er med til at guide os gennem oplevelsen. Om det så er den svage glød, der viser omridset af en krop på gulvet, sidelyset der forstærker en kvindes løben eller et stærkt spot, som symboliserer en oplyst – og sandsynligvis uopnåelig – drøm. Lydene er med til at skabe stemningen i kraft af deres variation og skiftende tempo. Som publikum oplever vi både et intenst og intimt rum, hvor en enkelt bevægelse eller ansigtsmimik er i fokus og et større rum med mere aktivitet og fylde. Men rummet er hele vejen igennem sårbart – ligesom en drøm.
Der krydres med publikumshenvendelser, øjenkontakt, kødstegning, et hold dansende balletpiger og andre overraskelser. Det skaber en levende uforudsigelighed og på trods af, at det af og til kan være svært at finde umiddelbar mening eller sammenhæng med disse indslag, skærper det vores opmærksomhed og giver os muligheden for selv at tolke derpå.
Mit hoved har tendens til, at tænke så det knager over meningen med abstrakte performances som denne, og selvom dette ikke var en undtagelse, er det en forestilling, som i højere grad skal opleves end gennemtænkes. Jeg forsøgte undervejs at knække koden, men i stedet vil jeg forslå, at du venter, så ender du med at få et større udbytte, hvis du blot giver slip og venter med at reflektere, til det hele først er oplevet.
Forestillingen indbyder til efterfølgende refleksion. Der bliver sat spørgsmålstegn ved, hvem drømmene i virkeligheden tilhører, om alle drømme er værd at gå efter, og hvad du kan stille op, hvis de ikke opfyldes. Der er rig mulighed for at skabe sin egen sammenhæng og tolkning – og én gang for alle tage sine egne drømme op til overvejelse.
Hvem: Antoinette Helbing og Taneli Törmä
Hvor: Åbne Scene, Godsbanen, Aarhus
Hvornår: 1.-2. Juni 2017
Foto: Jan Vesala