Af Marie Vernegreen Christensen
Hvordan får vi folk op af de komfortable IKEA-stole? Vi lever altså i en verden med presserende klimaforandringer, flygtningekriser, krige, forurening og massekonsumering. Hvorfor gør vi ikke noget? Hvorfor bliver vi ved med at klage, forbruge og så bare fortsætte vores privilegerede tilværelse, som om vi ikke aner, hvad der foregår? Skal vi have smasket krisen i hovedet, før vi på et tidspunkt bliver nødt til at handle? Kan teatermediet få os til at lette røven? Hvis nu en prisvindende iscenesætter som selveste Christian Lollike står i spidsen?
Fire dukke-agtige personer med gennemsigtige, blanke plastikmasker er på scenen. To kvinder, to mænd. De bevæger sig langsomt og stift rundt i deres kridhvide dagligstue, mens de med mekaniske på-forhånd-indtalte-slowmotion-stemmer snakker om revolution. Langsom snak. Indimellem går de i hak eller griner ligeså langsomt. Det hele strækkes ud. Det bliver absurd. Jeg bliver irriteret over tempoet. Over de stive bevægelser. Over stemmerne. Over handlingslammelsen. Deres passivitet. Der bliver ingenting gjort. Og alt er overflade. Jeg får samme følelse, som når internettet svigter midt i en god Netflix-film. Jeg har lyst til at ruske skærmen. Jeg har lyst til at ruske i de fire passive dukker.
Men det er jo mig. Og det er dig. Det er os, der står dér på scenen og bliver portrætteret. De viser os, hvordan vi samler vores IKEA-møbler, hvordan vi slukker for TV’et, når det bliver for skræmmende, hvordan vi går og føler os revolutionære men blot snakker, snakker og snakker uden at gøre noget. De viser vores følelse af tomhed, som vi slæber med til psykolog og vores dårlige samvittighed over at have spist oksebøf og taget flyet. De kigger os i øjnene, går op til os på tilskuerrækkerne, kaster puder efter os og snakker til os. De er os. En ret teatralsk udgave af os, men alligevel.
Er vi i virkeligheden bange for en revolution? Det vender jo op og ned på den verden, der er så velkendt og komfortabel. Som publikum kan vi ikke se os fri for hverken at få kastet et par sandheder eller puder i hovedet, men det synes jeg egentlig også, vi trænger til. Vi trænger til ikke bare at kunne læne os behageligt tilbage og føle os lidt revolutionære ved blot at brokke os over USA’s siddende præsident.
Der bliver sunget og nærmest prædiket. Men typisk Lollike gives der ikke et endegyldigt rigtigt svar og ingen opskrift på, hvad vi skal stille op. Der er popcorn, hvidt bræk, musikinstrumenter og mudret ler. Det er spøjst, og det er tankevækkende. Og forestillingen fik endda min 18 årige ledsager, som oftere befinder sig med hovedet i en elektronisk skærm end i en teatersal, til at tænke, forundre sig og føle begejstring for dette teatralske, magtesløse skrig efter revolution.
Hvem: Aarhus Teater & Sort/Hvid
Hvor: Aarhus og København
Hvornår: 15. aug. – 1. sep. på Godsbanen i Aarhus, 5. sep. – 29. sep. på Sort/Hvid i København og 2. okt. – 13. okt. på Aarhus Teater
Foto: Emilia Therese