Anmeldelse: Ronja Røverdatter


Af Anna Cæcilie Sørensen

I salen sidder familier, pensionister og folk med en forkærlighed for gode røverhistorier klar til at rejse ind i Astrid Lindgrens verden påny. Historien er den sammen, men musikken er komponeret af musikeren Nikolaj Busk. Og vi begynder vores historie med et tordenbrag og allerede under første sang er stemningen sat.

Når grådværgene, skovheksene og rumpenisserne hjemsøger skoven giver det både anledning til børnemareridt og træning af lattermusklerne. ‘Ronja Røverdatter’ er en forestillingen for hele familien, og selvom historien om Ronja ikke er en komedie, så måtte rumpenisserne gerne have fået mere scenetid. Frede Guldbrandsen står bag den flotte iscenesættelse af ‘Ronja Røverdatter’ og har skabt en forestilling, der har mange fine momenter. Da den kære Skalde-Per dør, bliver hele salen stille – også selvom vi godt vidste at det ville ske – for alle elsker den pruttende gamle mand.

Kostumerne er en blandning af punk-rock og eventyr, og det fungerer godt. Ronja-karakteren er iført en rød kjole, og virker næsten lidt kejtet og barnlig. Det er måske ikke lige det, jeg forbinder med den stædige røverdatter, men ikke desto mindre så er Laura Skjoldborg dygtig som Ronja. Og jeg ville ønske, at hun havde flere soloer for sikken en stemme. Der er virkelig mange gode stemmer blandt skuespillerne og især korsangene giver musikalske kuldegysninger. De tre musikanter på scenen blender ind med de andre røverne, og alligevel kan jeg ikke helt tage øjnene fra dem. Den levende musik passer perfekt ind i Lindgren-universet.

Scenografien er rå og bombastisk med de store klippevægge. Når årstiderne skifter danser både røde blade og iskrystaller, og giver både skoven og Mattisborgen liv. Scenografien virker, ligesom kostumerne, enkel og eventyrlig på samme tid. Nogle gange går fortællingen meget hurtigt og det er synd, for de scener der får tid, er klart de mest mindeværdige. Jeg vil så gerne have det hele med, når historien er god, men jeg mangler, at de store følelser får lidt mere kraft. Der kommer aldrig rigtig nogle overraskelser udover tordenvejret, og det er ærgerligt.

‘Ronja Røverdatter’ vil altid være en af de historier, som vi gerne vil dele eller give videre. Ronja og Birk er børn, som trodser deres forældre. De to børn der trodser de gamle generationer og traditioner og tør stå op for det, de tror på… Og ja, sådan nogle børn kan vi vel aldrig få for mange af. “Livet er noget man skal passe på…” bliver der sagt henimod slutningen, og det er nu egentlig meget godt at blive mindet om engang imellem.

Hvem: Odense Teater
Hvor: Odense C
Hvornår: 10. nov. – 23. dec. 2022
Foto: Emilia Therese