Anmeldelse: Så længe mit hjerte slår


Af Kira Bach Pedersen

Publikums reaktioner er halvdelen af oplevelsen i Folketeatret søndag eftermiddag, hvor hele salen messer loyalt med på klassikere som ’To lys på et bord’ og ’Den allersidste dans’. Scenen flyder over i nostalgi og kitsch i ’Så længe mit hjerte slår’, der er opført som en hyldest til det legendariske radioprogram Giro 413.

Plottet er så tyndt, at det nærmest fremstår unødvendigt. Sygeplejersken Anne, der sprudlende spilles af Marie Mondrup, må efter sin mors død skabe sin egen identitet og forelsker sig i processen i overlægen Henrik. Derudover møder vi Annes patienter og deres historier, som absolut intet har at gøre med resten af handlingen. Det er ikke ligefrem en fortælling, der ophøjer den i forvejen udskældte musicalgenre, men den oser derimod af revy-tilstande. Heludtrykket fejler dog ikke noget, da hele ensemblet er velfungerende sammen og især gruppenumrene har et flot og helstøbt udtryk.

Med undtagelse af Sonja Oppenhagen, som den ældre Hedwig, der søger sin afdøde mand, er det sjældent af forestillingens følsomhed dur. Når selvironien derimod er tykkest er det vanvittigt underholdende, som da et romantisk forhold mellem to mænd får afsæt i Jodle Birges folkekære ’Rigtige Venner’, eller når Marie Mondrup giver skrubbebad med happy ending til en mandlig patient, mens hun larmende synger ”Her kommer mutter med kost og spand”. Det er virkelig sjovt, men der er langt mellem de gyldne øjeblikke.

Små sidehistorier bliver aldrig afsluttet men brugt som undskyldning til at synge bestemte sange fremfor at videreføre plottet. Alligevel føles det som om, at flere af sangene mases ind i plottet, som prøvede man at presse en elefant igennem en dørkarm. Enten er det sjovt eller også er det malplaceret. I de værste tilfælde bliver det kedeligt.

Tom Jensen er den Gustav Winckler-inspirerede overlæge Henrik. Han har sprøde vokaler og er ufattelig sjov og i sit kemidrevne spil med Mondrup. Der er en bevidsthed om tidsånden med en scenografi, der veksler mellem klinisk hospital, Giro 413-lyttende dagligstue og til 70’er-diskokugle. Et par smartphones i begyndelsen af anden akt bliver et forvirrende element og virker som et noget forunderligt valg, når bevidstheden ellers består.

Forestillingen forblænder med sjove øjeblikke, selvironi og naturligvis fremragende sang, men handlingen er desværre ikke nok til at holde spændingen kørende i en 2,5 time langtrukken forestilling.

Hvem: Folketeatret
Hvor: København
Hvornår: 16. jan. – 23. feb. 2020
Foto: Thomas Petri