Af Marie Vernegreen Christensen
De strunke omrids af huse står side om side som en gentagelse af hinanden. De er som tomme skabeloner, der bevæger sig rundt på scenen uden at finde et endegyldigt ståsted. På den måde afspejler de karaktererne og det udskiftningssamfund, de lever i.
”Godmorgen! Jeg hedder Elef”, sådan præsenterer vores hovedperson sig til en ny kone hver evig eneste morgen. De vågner op i samme seng, de er mand og kone, og måske har de også børn. Men de kender ikke hinanden, og det hele varer kun en enkelt dag. I morgen vågner de op til et nyt liv.
I denne her verden hersker en sci-fi-agtig virkelighed baseret på omstillingsparathed, afveksling og ønsket om at prøve det hele. Borgerne er overfladiske og udhulet for dybere og vedvarende relationer – selv de børn de føder, får de ikke lov at skabe en relation til. Alt er flygtigt. Den ene dag er man læge, den anden dag nattevagt og den tredje dag borgmester. Alt er overladt til et system, så borgerne ikke selv behøver at tænke.
Det er helt indlysende, hvor relevant Svend Åge Madsens plot er i dagens Danmark. Stykket klasker et kæmpe spørgsmålstegn i hovedet på vores måde at indrette tilværelsen på og kommenterer vores egen samfundsopbygning igen og igen.
”Ét sæt forældre gennem et helt liv – det er svært at forestille sig” bliver der sagt, og vi griner. Åbyhøj, Tilst og andre steder i Aarhus’ omegn nævnes som værende stedet, hvor handlingen udspiller sig. Det foregår altså i vores eget nabolag, og vi griner hver gang noget virker genkendeligt. Noget, som er så uvirkeligt og grotesk, kommer meget tæt på vores egen virkelighed, og det virker både humoristisk, skræmmende og helt absurd.
Fortællingen viser os en mulig løsning på de ting, vi ofte går og brokker os over. Forestil dig at leve i en verden uden kedelig uforudsigelighed, hvor ingen dage er ens, hvor du aldrig kan bebrejde dig selv for forkerte beslutninger, og hvor du ikke er bange for, om græsset er grønnere på den anden side. Hver dag kan du starte forfra – få en ny chef, et nyt hjem og have sex med en ny. Lyder det ikke som en alletiders løsning på vores længsler? Nej, er mit svar, efter jeg har set dagens lys.
Det er fortællingen, som er stykkets essens. Scenografien, lyden og kostumerne er da fine, men deres primære opgave er at støtte handlingen – de er ikke kunstværker i sig selv. Forestillingen er i det hele taget en blanding af samfundsdebatterende scenekunst og humoristisk underholdning. Humoren er uundgåelig og nødvendig, hvis stykket ikke skal blive for tungt.
Christian Hetland er dygtig og sikker som hovedrolleindehaver. Som den energiske Elef forsøger han at finde sin plads i et samfund, hvor ingen har faste pladser. Den anden hovedrolleindehaver Anne Plauborg spiller på den samme sårbare måde, vi efterhånden så ofte har set. Hun tripper nervøst på sine fødder og spærrer de store drømmende øjne op, ligesom som hun bl.a. gjorde i Narnia i 2017 og i Audition tidligere på året. Hun er den evigt uskyldige, selvom hun i Se Dagens Lys faktisk spiller karakteren, der ikke vil indordne sig. Det er derimod Anders Baggesen og Kim Veisgaard – to erfarne herrer – der fanger mig mest. De kan noget helt specielt – også selvom de her blot er biroller.
Hvem: Aarhus Teater
Hvor: Aarhus
Hvornår: 13. sep – 10. okt 2019
Foto: Emilia Therese