Af Lea Nelhorf
Vi er inviteret til at overvære en vigtig konkurrence. En så vigtig konkurrence at den ovenikøbet bliver live-transmitteret til P7s lyttere på selveste Danmarks Radio. ‘Syng Dansk’ er en fiktiv sangkonkurrence, hvor helt almindelige mennesker giver deres bud på Danmarks nye hit. En sang vi kan samles om, nynne og måske endda skråle med på og ikke mindst mindes året 2017. Ikke bare nu, men ligeså vel om 70 år – lige akkurat ligesom de danske klassikere ‘Jeg er havren’, ‘Jens Vejmand’ og jeg kunne blive ved.
På scenen har vi Jesper Lohmann og Carsten Bjørnlund iklædt deres fineste pus i form af kjole og hvidt. De to er aftenens værter, og den ene er mere forvirret end den anden. Derudover har vi et band bestående af tre svenskere med Aksel Morisse i spidsen som kapelmester. Som ligeså er svensker. Vi får igennem hele forestillingen pointeret, at de jo ikke er danskere men svenskere. “Er det virkelig okay at vi har et svensk band til en syng dansk aften?”, spørger Carsten Bjørnlund meget bestemt. Hvad er danskhed egentlig, og hvornår er man dansker?
Dramatikeren Line Knutzon formår at føre os ind i et skørt og absurd univers, hvor vi let kan grine, undres og samtidig være vidne til brandalvorlige historier og problemstillinger, der gør denne forestilling noget så aktuel.
Hver enkel af de 15 sange, vi kommer igennem, er små billeder af det danske samfund. Alle sangene er negative på den ene eller anden måde og kritiserer på forskellige sjove og finurlige måder vores samfund. Samlet set bliver forestillingen et billede af vores Danmark med en herlig absurd og skør distance.
Vi bliver så smukt vidne til en sangleg arrangeret af en meget vred ( og svensk) Aksel Morisse. Morisse og hans svenske røst er generelt helt igennem morsom og spot-on igennem hele stykket. Line Knutzon sætter ved hans persons tilstedeværelse godt og grundigt streg under hvor smålige, bedrevidende og egocentret, vi danskere kan være mod mennesker der ikke lige er som os selv.
Vi møder ligeså gamle 68’ere der vil repræsentere, med egne ord, en uddøende generation, vrede mellemledere, en UFO-spotter, folk med ødelagte håndled, en herre der gokker lidt for meget og mange, mange flere. Vi kommer vidt omkring, og hver enkel fortælling er sjov og giver fortællingen kant.
Vi som publikum underholdes gevaldigt. Hele tiden sker der nye ting på scenen, og selvom det er 15 meget forskellige fortællinger, har de det til fælles, at de egentlig er ret så sørgelige. Fremstillet på denne måde er vi danskere måske nok lidt sørgelige. Men når sangene og fortællingerne bliver fortalt med Knutzons absurde tilgange og sidespring bliver det vanvittig sjovt. Vi mødes på mange måder allesammen i vores egen elendighed og kan grine af disse sørgelige, men hylende morsomme, skæbner.
Hele stykket er jeg ført til denne underlige verden, men jeg tror på skikkelserne på scenen, jeg griner helt ustyrligt og nyder de fortællende sange, der ikke overraskende spilles og synges til perfektion. Jeg kommer til at knuselske og holde så fandens meget af alle seks personer på den scene.
Denne her musiske forestilling skal simpelthen ses. Den er sjov, hjertevarm og intet mindre end genial.
Hvem: Bellevue Teatret
Hvor: Klampenborg
Hvornår: 9. marts – 2. april 2017
Foto: Isak Hoffmeyer