Anmeldelse: Teaterkoncert C.V. Jørgensen


Af Maria Thostrup Jakobsen

I Aveny-T’s teatersal sidder publikum tæt. Du falder derfor nemt i snak med din sidemand. ”Er du C.V. Jørgensen fan?” blev jeg spurgt. Min sidemand virkede ikke overrasket over, at jeg ikke kendte meget til C.V. Jørgensens musik. ”Det er nok mest for gamle flippere” sagde han, og lyset i salen dæmpede sig. Jeg er ikke en gammel flipper, men her sad jeg alligevel – klar til at opleve Teaterkoncert C.V. Jørgensen.

Jeg var ekstra spændt, fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle forvente af aftenens forestilling. Jeg kan ikke nynne med på teksterne og musikken er ikke forbundet med særlige oplevelser for mig. Det var nemt at få en følelse af, at jeg måske ikke passede ind blandt publikum. Heldigvis kunne jeg ikke blive mere positivt overrasket. Jeg blev rørt, glad og helt blæst bagover af den smukke opsætning, som fortolker et udpluk af C.V. Jørgensens sange. Det er en forestilling, som hele tiden bliver mere og mere vild i energiniveau såvel som kreativitet. Forestillingen rummer de store armbevægelser, det blændende scenelys, eksplosive tromme- og guitarsoloer, men samtidig er der givet plads til at udforske følelser som skrøbelighed, stilstand og ensomhed.

Jeg kan ikke forestille mig en bedre introduktion til C.V. Jørgensens tekster end den, som forestillingen gav mig. For skuespillerne, som både sang og spillede musik, fik teksten til at sitre i luften. De havde en lethed og en glæde på scenen, som smittede af på mig som publikum – og også på andre i teatersalen. Der var en blandt publikum som hviskede: ”det er kraftedeme genialt”, ligesom en anden spontant udbrød: ”de er bindegale”, hvilket også lød som en kompliment. Jeg er helt enig. Skuespillerne var ikke bange for at skeje ud, men alt var klogt og vedkommende. Teaterkoncert C.V. Jørgensen er ikke en lukket fanfest, men en altomfavnende energibombe.

Da lyset i salen blændede op, forestillingen nåede sin slutning, og publikums applaus fortonede sig, havde jeg lært 3 ting. Du behøver ikke at være en gammel flipper, for at dine følelser bliver ramt af C.V. Jørgensens musik og tekstunivers. Du behøver ikke at være inkarneret fan for at tage til teaterkoncert og blive bevæget af en kunstners musik. Du bør ikke tøve med at indløse billet til C.V. Jørgensen Teaterkoncert på Aveny T. Du vil få en gennemført musikalsk og strålende visuel oplevelse.

Hvem: Aveny-T
Hvor: Frederiksberg
Hvornår: 25. feb. – 13. april 2022
Foto: Emilia Therese