Af Marie Vernegreen Christensen
En kæk og energisk Siff Vintersol indtager alene scenen som den første. Den teatralske makeup og det store hår skriger på opmærksomhed, men det er alligevel glaspladen, som hun bærer under armen, der løber med al fokus. Hun nyser og sprutter, mens hun holder pladen foran sit ansigt og sætter dermed en stor fed streg under elefanten i teaterrummet; coronasituationen. ’Hvor går man hen, når alt går ned?’ spørger hun og gør dermed ordene yderst aktuelle. Efter at visirbærende teaterpersonale forsigtigt har gelejdet mig på plads i salen, er det faktisk helt forløsende med en dramatisk italesættelse af omstændighederne. Herefter kan vi elegant komme videre til det, som showet i virkeligheden skal handle om.
Det skulle tage tid og overtalelse at få lov at iscenesætte C.V Jørgensens genkendelige lyd. Men nu er det altså lykkedes. Og ganske godt ovenikøbet. Det klæder sangene – som ifølge denne anmelder ellers kan opleves en smule ens i deres originale version – at blive iscenesat. DIGITAL. HJERNEDØD. KONSERVATIIIISME. NÅDESLØS. ILLOYAL. FUNKTIONALIIIISME. Ordene dunker fedt i en dramatisk version og føles mere betydningsfulde. Sangenes stemninger bliver forstærket i små spændende shows, og der bliver kogt suppe på essenserne af C.V. Jørgensens stil, lyd, attitude og ord på en yderst lækker måde.
De ni optrædende er iklædt beige tøj, hatte, frakker, rullekraver og bælter, som får dem til at ligne et lille tidløst orkester af gæve spillemænd. Tøjet bliver dog smidt under ’Det Si’r Sig Selv’ og afslører neutralt hvidt undertøj, som tilfører showet et strejf af en uprætentiøs sårbarhed. Makeuppen er teatralsk med pangfarver og overdreven eyeliner og highlights. Det er en elegant scenografi, som hele tiden overrasker med små finurligheder og lækre scenebilleder.
Den gennemførte visuelle stil understøtter forskellige sider af C.V. Jørgensen. Det er både charmende, forførende, dystert, samfundskritisk og dybt. Den perfekte nuancerede blanding mellem gavtyven og den stille hankat. På samme måde er tempoet også fuld af nuancer og variationer, der skifter mellem langsomme momenter, hvor teksten siges uden sang og vilde festlige øjeblikke med masser af dans på scenen. Det bliver aldrig kedeligt. Ikke engang når Tue West synger, for her formår lyset, scenografien eller de andre optrædende at holde showet oppe. Jeg forstår sammenligningen mellem C.V. Jørgensen og Tue West, men de andre optrædende, såsom Simone Tang, Mark Linn og Emil Prenter, synger og optræder så godt, at West kommer til at virke helt overflødig.
’Der er ikke nogen historie – i hvert fald ikke én, jeg har spottet. Men der er jo alligevel en sammenhæng…’ hvisker en midaldrende mand til sin kone i pausen. Det har han ganske ret i. Du får ikke serveret en given narrativ fortælling, men derimod et lækkert musikalt show som er strikket sammen af gennemført stil, dejlig musik, dygtige performere og den evige aktualitet i C.V. Jørgensens sange.
Hvem: Aarhus Teater i samarbejde med Aveny-T
Hvor: Aarhus
Hvornår: 14. aug. – 19. sep. 2020
Foto: Emilia Therese