Af Asbjørn Nielsen
“You ain’t heard nothin’ yet!”. Jazzsangerens ord svæver i luften, inden tæppet går op til årtiets mest berygtede musical ‘The Book of Mormon’ på Det Ny Teater. Og frasen kommer til sin ret. Den politisk ukorrekte musical om de missionerende mormoners møde med Afrika overgår med flere mil, hvad der tidligere er blevet sagt, sunget og gjort på Det Ny Teater. Det er krænkende, vulgært, grænseoverskridende og humørfyldt, og vi nyder det!
Hånd i hånd bliver mormonerne Ældste Price og Ældste Cunningham, spillet af hhv. den fysisk dygtige Silas Holst og hans skønne kejtede følgesvend Carsten Svendsen, sendt af sted fra Utah. Drømmen er at opnå det mest vidunderlige; at redde alle folk – i Orlando! Drømmen braser dog hurtigt, for i stedet for at blive gelejdet til Seaworld, Disneyland og Orlandos minigolfbaner, bliver de kylet direkte til Uganda og en landsby, der fremstår som et hul alle har skidt i – for at bruge musicalens egne ord! Forestillingen lægger sig da stærkt op af opskriften på enhver klassisk musical; nemlig to samfunds møde og tilnærmelser til hinanden samt afsluttende integration. Om det så være sig en nonne og en østrigsk kaptajn, den engelske guvernante Anna og kongen af Siam eller mormoner og stammesamfund. Grundstenen er, at folk sendes af sted for at civilisere, og det sker selvfølgelig på skuldrene af musicalens naive happy-go-lucky-stil, håb og optimisme, der som underlægning passer på mormonernes livsanskuelse og tro på, at deres grundlægger, den ærkeamerikanske Joseph Smith, skulle have fundet nogle gyldne plader med det tredje testamente på i sin baghave! Det leverer følgelig humoristiske sammenstød, når mormon-musicalens glansfulde praise-the-lord-filosofi og utopiske lykke støder sammen med det afrikanske samfund, hvor alle har aids og selv lægen har mider i sine nosser! Der bliver grint på publikumsrækkerne af Kenneth Thordals fikse oversættelse.
Skaberne af tv-serien South Park er ophavsmændene, og seriens karakteristiske sylespidse satiriske aggressioner går da også igen, så ingen kan vide sig sikre. Desværre svigter lyddesignet på Det Ny Teater, så ordene i især de heftigt forstærkede musicalnumre har svært ved at nå fra scene til sal. Og det er en skam, for auditivt fremstår det lidt som en rodebutik, når de elektriske instrumenter diskantfuldt rykker ind og beråber fuldt blus på mikrofonkanalerne, der ikke helt kan følge med. En teknisk opgradering her står da øverst på ønskelisten, så lyden kan blive i samme liga som resten af sceneriet.
I spidsen for ensemblet står som nævnt Holst og Svendsen, og flere gode præstationer står klar til at ringe på døren. Lea Thiim Harder er f.eks. uimodståelig som Nabulungi. Med et bundsolidt sprødt spil leverer hun rent ud sagt forestillingens flotteste nummer ‘Sal Tlay Ka Siti’ om paradiset på jord, hvor folk lever med enhjørninger, mætte maver og hele klitorisser! Simon Nøirs er også fabelagtig som den pæne Ældste McKinley, overhovedet for missionærgruppen, når han i front for chorus-linen i nummeret ‘Bare sluk’ synger om sin undertrykkelse af forkerte tanker. Fremragende!
Ligesom de humoristiske sammenstød lever i teksten og iscenesættelsen, har scenograf Steffen Aarfing skabt en ligeså kontrastfuld, ja næsten uskøn, scenografi, der bevæger sig langt væk fra uropsætningen på Broadway og Det Ny Teaters normalvis næsten sakrale aura og billedskønne detaljerigdom. Kiksede lysbilleder og bombastiske skilte står her i stedet tilbage og forstærker joken.
En joke som mest af alt er rettet mod tredjepart; mormonerne og afrikanerne. Og det går ikke stille for sig. Den afsluttende integration som forløsning på satirens hån og spot, er da også den eneste årsag til, at vi kan leve med den stereotype skildring af Uganda, da vi går hjem fra teatret. En reproducerende skildring, som ganske alene på grund af sin gentagelse, konstituerer et uheldigt magtforhold, hvor den hvide imperialistiske mand fremstår den fremmede overlegen – ligegyldigt hvor mange prøvelser, han selv må gennemgå. At det afrikanske ensemble, hvoraf ingen dog er ærkeafrikanske, selv stiller sig op og griner af fremstillingen bliver afsluttende ydermere en magtfuld overskudsreaktion.
Og det er lige præcis, hvad ‘The Book of Mormon’ er: ren overskud, som nok skal få mange til at slå sig på lårene de næste måneder. Gerne med en tilretning af lydniveauerne. “You ain’t heard nothin’ yet!” skal nødig blive for bogstaveligt.
Hvem: Det Ny Teater
Hvor: København V
Hvornår: 25. jan. – 13. maj. 2018
Foto: Miklos Szabo