Anmeldelse: The Phantom of the Opera


Af Kristoffer Ditlevsen

Lysekronen er atter blevet fæstnet i Det Ny Teaters loft, så den for tredje gang i teatrets historie kan slippe sit tag og dratte mod publikums hoveder ledsaget af Andrew Lloyd Webbers kromatiske orgel-toccata og bulder og brag. Det Ny Teater har aldrig lydt bedre. Fantomet og teatermagien er tilbage.

Det kommer egentlig ikke som en overraskelse. ‘The Phantom of the Opera’ byder som forestilling faktisk slet ikke på så mange overraskelser. Den ligner sig selv og glider over scenen på samme måde, som den har gjort i over 30 år på Her Majesty’s Theatre i London i Harold Princes karakteristiske black box-iscenesættelse med scenograf Maria Björnsons fantastiske scenebilleder. Selve oplevelsen formår dog stadig at overraske, begejstre, røre og forføre. Præcis ligesom Fantomet lokker Christine ind i sit spind. Vi springer fra det ene storslåede sceneri til det andet. Fra den stjerneklare aften på operataget, til de svulstige prøver på en fransk grand opera med barokke guldstatuer for dernæst at befinde os i kælderens pirrende sorte tomrum, hvor alt det vi til daglig fortrænger bliver luftet.

Tomas Ambt Kofoed har igen iført sig fantomets hvide halvmaske, som han senest bar på samme teater for fem år siden i forestillingen ‘Love Never Dies’. Denne gang er det forhistorien til denne to’er – og ja den egentlige historie – det gælder, og Kofoed er fortsat god. Han får både vist fantomets sårbarhed og frastødende kontrol, der samtidig drager, mens han i gondol sejler udenom de hundredvis af lysestager, der gennemtrænger og skyder op af operakælderens vandløb. Fandenivoldsk og behændig på en og samme tid.

De som tidligere har overværet ‘The Phantom of the Opera’ i en af Det Ny Teaters opsætninger vil nok nikke genkendende til, at det før har været vanskelligt at tyde alle ord, hovedrollen Christine har sunget. Det skyldes, at teatret før har været nødsaget til at begive sig over Øresund for at besætte musicalens kvindelige hovedpartier. Sådan er det ikke denne gang, og det er befriende. Bevares, ørerne skal da på ekstra arbejde, når engelske Imogen-Lily Ash synger “Det ham, det operafantomet” som Christines balletveninde Meg. Men med Christine i Sibylle Glosteds hænder kan vi kun læne os tilbage og nyde forestillingen, for vi får alle ord med. Hun synger pragtfuldt. Det samme gør Louise Fribo som operaens primadonna Carlotta. Faktisk i en sådan grad at man helt undrer sig over, hvorfor i alverden fantomet ønsker hende kasseret!

På Det Ny Teater spiller det hele, og lyddesigner Nic Gray skal have særlig ros for at have lykkedes med at få det symfoniske orkester til at smelte sammen med det pulserende rockbeat og de mange stemmer. Bravo.

 

Hvem: Det Ny Teater
Hvor: København V
Hvornår: 21. sep. 2018 – 31. marts. 2019
Foto: Miklos Szabo