Af Lea Nelhorf
Miolto Arts & Music opsætter i år klassikeren om guvernanten Maria og von Trapp-familien på Hedeland Amfiteater i en enorm produktion bestående af et professionelt hold med Isabel Schwartzbach, Morten Hemmingsen, Tommy Kenter, Elsebeth Dreisig og Anne Suppli i de bærende roller, et kuld hammerdygtige og velsyngende børn og unge, et kæmpe ensemble af amatørskuespillere og Hedeland Folkekor, og som prikken over i’et med musik af Danmarks Underholdningsorkester under ledelse af Andreas Vetö.
Omgivelserne er indbegrebet af idyl og byder os varmt og hjerteligt velkommen med sine bølgende marker, prægtige grusgrave, sværmende guldsmede og sin fredfyldte sø. De mange frivillige hjælper os på plads, og der er i den grad lagt i kakkelovnen til en fantastisk sommeraften under åben himmel.
Nonnernes korsang åbner forestillingen, imens Maria, spillet af Schwartzbach, kommer til syne som en hvidklædt engel på amfiteatrets høj. Scenerummet er kæmpe stort, og udnyttelsen af de grønne omgivelser sætter barren tårnhøjt for vores videre forventninger. Den velkendte ”Musik strømmer ud fra de stolte bjerge…” bedre kendt som ”The hills are alive…” strømmer ud af højtalerne, og den fine kvindestemme synger smukt det fine kendingsnummer.
Desværre distraheres jeg af, at alt lyd kommer ud oppe fra scenen og ikke oppe fra den høj, hun står på. Det er forstyrrende, og sætter en stopklods i for at nyde det optimalt. Det er ærgerligt og det fortsætter igennem hele forestillingen. Af og til ved jeg simpelthen ikke, hvor jeg skal kigge hen.
Karaktermæssigt falder Schwartzbach rigtig fint ind i rollen som Maria og gør karakteren til sin egen, Dreisig leverer Abbedissen inderligt og overbevisende med hendes prægtige stemme og Kenter henter forestillingens letkøbte grin ind i rollen som den kække onkel Max. Børneflokken er skøn, elskværdig og formår at bringe smil på publikums læber. Derudover imponerer de unge spillere Juliette Schaufuss og Mathias Hartmann Niclasen som de forelskede turtelduer Liesl og Rolf, og de er i den grad værd at holde øje med i fremtiden.
Samspillet mellem professionelle og amatører funger fantastisk på scenen og giver forestillingen en helt særlig gnist af dedikation, lyst og kærlighed til teatret. Til gengæld virker mange af de kreative beslutninger bag scenen knapt så professionelle. Man har bl.a. valgt at gemme orkestret i et par festtelte bag scenen, og det er en skam. Både af den simple grund, at de ikke umiddelbart er det pæneste man kan sætte op bag en kulisse, der ikke er høj nok til at skjule dem, og at de virkelig ville have pyntet i scenografien. For scenografien er noget af en kedelig affære, og gør ikke noget godt for forestillingen, hovedsageligt i 1. akt. Den er stillestående og uforanderlig, og de stationsopdelte scener får aldrig lov til at mødes i deres helhed. Scenen mangler liv på trods af det store cast. Jeg savner udfoldelse, og jeg savner mere af det nærvær og liv, der viser sig i 2. akt efter mørkets frembrud.
Men alt i alt er en tur til Hedeland helhedsoplevelsen værd. Især med omgivelserne, sangstemmerne og det store kor i mente. Og for syv Søren da også det altoverskyggende engagement på scenen.
”The Sound of Music” på Hedeland Amfiteater er hyggeligt og uvurderligt samvær med ens kære, selvom set-uppet halter lidt. Så hiv dem og dine varmeste tæpper med, på med termotøjet og pak en lækker picnic kurv med masser af varm kakao!
Hvem: Miolto Arts & Music
Hvor: Hedeland Amfiteater, Hedehusene
Hvornår: 20. juni – 29. juni 2019
Foto: Esben Salling