Anmeldelse: The Visit


Af Kira Bach Pedersen

Vi er i England i Herrens år 1857. H.C. Andersen er på besøg hos Charles Dickens. Utroligt nok er denne forestilling baseret på en rigtig historie, som ifølge Andersens selv var et absolut højdepunkt i hans liv. Dickens og hans familie  var derimod knapt så begejstrede. Og dermed er scenen sat til fri fortolkning og massere humor i That Theatre Companys genopsætning af ‘The Visit’ på Krudttønden.

H.C. Andersens træder ind som det skøre indslag i England i mødet med familien Dickens og deres høflige og meget britiske tilgang, hvor de hurtigt bliver træt af deres gæst. Andersen optræder med en barnlig glæde, når han citerer Shakespeare og tjekker sin engelske parlør for ordsprog. Med tyk dansk accent snubler han over ordene og misforstår engelske fraser til højre og venstre – forestil dig en dansk familiefar på Mallorca. Jeg venter næsten bare på den klassiske “Are you finished?” “No, I’m Danish joke”, for det er det niveau vi er på. Kulturmødet er komplet.

Lyder det negativt? Sådan skal det bestemt ikke menes! Jeg er kæmpe fan af sproglige firnuligheder og kan kun dele Andersen og Dickens begejstring over, at ordet for ‘viking’ minder om hinanden på engelsk og dansk. Og desuden bærer Peter Holst-Beck som H.C. Andersen den akavede fremtræden med stil. Ligeså elegant agerer Ian Burns som Dickens, der er fornuftens stemme, når Andersen er i nærheden.

Tredje og sidste mand i castet er også instruktør på ‘The Visit’: Barry McKenna tager sig af samtlige biroller med humor nok til alle i salen. Han spiller bl.a. Dickens kone, som Dickens kærligt fortæller er inspirationen bag den skønne Agnes fra David Copperfield, mens Mckenna i kyse og kjole sidder og blinker med øjenvipperne. Billige grin af mand i dametøj hermed også tjekket af humorlisten.

‘The Visit’ er mødet mellem eventyren og samfundskritikeren. Optimisten og pessimisten. De mødes i snak om samfundslag og ukueligt håb for individet. Vi kommer akkurat nær nok de to forfattere under en scene der foregår på et tog til London. Her kan vi forstå, hvor de hver især positionerer sig på den litterære klinge, og hvordan de kan mødes i en form for enighed.

Alle vil trække på smilebåndet over mødet. ‘The Visit’ læner sig op ad det groteske og skriver sig ind en lang og stolt tradition af slapstick. Det er ikke nyskabende, udfordrende eller oppe i tiden, men for sytten da, hvor er det alligevel god gedigen underholdning. Og helt ærligt, hvis man er til genren, er slapstick da tidsløst, er det ikke?

Hvem: That Theatre Company
Hvor: København Ø
Hvornår: 29. okt – 27. nov. 2021
Foto: Begitte Panduro Andersen