Af Kira Bach Pedersen
Lad os gøre op med perfekthedskulturen er en sætning, som har runget i de seneste år, hvor flere og flere lider under presset for at være fejlfrie mennesker. Thomas Warberg foragter, at alt omkring ham forekommer perfekt: Den perfekte krop, de perfekte par og den perfekte livsstil. Så derfor har han lavet et nyt one-man show, der kan gøre op med netop det, fordi livet er i sig selv uforudsigeligt og ganske uperfekt.
Kontakten mellem komiker og publikum er især stærk i første halvdel af showet, hvor Warberg straks aflæser publikum og udnytter det. Det flader en del ud i løbet af forestillingen, men det er også begrænset hvad publikum møder Warberg med af morsomme reaktioner – andet end den berettigede bragende latter der fylder salen, naturligvis.
Warbergs nærhed er smittende og flere gange undervejs føles det som om, at der er direkte øjenkontakt mellem manden på scenen og jeg selv i publikum. Han deler ud af sine anekdoter, som om hver eneste publikummer er hans bedste ven og besidder en selvtillid og charme, som kun komikere kan. Så giver han i øvrigt også gerne en opsang til os alle sammen, når vi klapper af de af hans jokes, der er lidt for platte.
Med et emne som perfektion kommer vi omkring en del klassisk og personligt indhold som er utrolig genkendeligt – om det så gælder at diskutere, hvad man tænder på sammen med kæresten eller chokket ved ens komplette uvidenhed i forbindelse med voksenlivet.
Har vi ikke alle sammen stået og nikket med, når håndværkeren er på besøg i hjemmet uden at ane, hvad manden snakkede om? Det var i hvert fald, hvad Thomas gjorde, da han blev fortalt ”at han hellere måtte kigge på sydmuren til foråret” efter at have købt sit første hus med kæresten. Så er det jo bare lige at finde ud af, hvad det betyder. Og hvornår kommer viceværten egentlig og renser trappetrinnene ved hoveddøren?
Den klassiske indfaldsvinkel gør ikke showet mindre sjovt men reducerer alligevel spontaniteten. Oplagtheden lurer under overfladen, og indimellem kan både jeg og min ledsager forudsige, hvilke punchlines der venter i den anden ende. En kedelig venteposition bliver vi heldigvis aldrig sat i, for Warberg har en energisk fremtoning og bruger både fysik og højtråbende udbrud til egen fordel.
Thomas Warbergs nye one-man show besidder en misundelsesværdig ligefremhed og en begrundet arrighed omkring kampen mod perfektion. Ingen anden mand end Thomas Warberg vil kunne gøre frygten for at være komplet uduelig så sjovt.
Hvem: Thomas Warberg
Hvor: Danmarks Turné
Hvornår: 26. sep. – 14. dec. 2019
Foto: Jesper Christensen