Af Kira Bach Pedersen
Til at begynde med fremstår Skuespilhusets Store Scene egentlig ret lille med fire store papvægge, der agerer kulisse i et parisisk teater. De bliver baggrund da vores hovedperson, Cyrano – en kårdefægtende poet med en urimelig stor og blikfangende næse – dukker op og i en pompøs fægtekamp straks nedfælder sin hovne modstander.
Vi skal dog ikke stirre på de triste papvægge særlig længe, for snart folder scenen sig ud i alt sin pragt. Centralpunktet i fortællingen er en af livets helt store smertepunker: ugengældt kærlighed. Cyranos hæslige ydre sætter en stopper for hans udødelige kærlighed til kusinen Roxane, som spilles særligt fysisk og lillepige-glad af Johanne Louise Schmidt.
Roxane elsker det skrevne ord men har imidlertid forelsket sig i en nytilkommet ung og smuk kadet, Christian, som ikke ligefrem er udstyret med en gave fra naturens side for hverken det skrevne eller det talte sprog. Dermed går det op for Cyrano, at han kan dele ud af sin kærlighed til Roxane ved at agere sufflør for Christian.
Den efterhånden gamle tekst er plaget af ekstreme mængder tung eksposition, som kendetegner datidens stykker. Ordene er i det hele taget i højsædet og strømmer ud i en kontrolleret rytme som en fryd for øregangene. Når ikke ekspositionen hersker, giver jeg mig helt hen til den over 200 år gamle poesi.
De mange linjer fremføres som vers i en indstuderet pingpong. Alvin Olid Bursøe som smukke Christian bidrager med naive opbrud mod de resterende karakterers ophøjede fremtoninger. I andre biroller oplever vi Kristian Halken som kujonagtig Greve og Laus Høybye som frembrusende general. Præstationerne er stærke hele vejen rundt, og ensemblets tilstedeværen i gruppesekvenser er fremragende koreograferet.
Det er skuespillerne og den smukt oversatte tekst, der render med det meste af publikums opmærksomhed. Alligevel er det umuligt ikke at lægge mærke til den sprøde lyssætning og den pragfulde scenografi. Den store kvadratiske scene er omringet af Cyranos sirligt skrevne breve til Roxane og føles så umådelig gigantisk og minimal på samme tid.
Olaf Johannesen udstråler en autoritet, som kan mærkes helt ned i fingerspidserne. Når Johanessen taler, så lytter vi alle og opsluger hver enkelt ord af den utrolig smukke lyrik. Det er intet mindre end mesterligt udført og et privilegie at overvære.
Krig og kærlighed går hånd i hånd, hvilket også er tilfældet i dette stykke, som ikke er et, du bør snyde dig selv for. Det er endnu et mesterligt eksempel på, hvordan Det Kongelige Teater kontinuerligt bidrager til at holde liv i klassiske teaterforestillinger.
Hvem: Det Kongelige Teater
Hvor: København K
Hvornår: 27. sep. 2019 – 15. feb. 2020
Foto: Miklos Szabo