Anmeldelse: Til sidste fjer


    Stjerne2

Af Lea Nelhorf

På scenen står udelukkende to hvide kasser i forskellige størrelser. Et beat begynder at spille og et hav af hullede puder med støv og fjer kastes ud over gulvet.

Forestillingens hovedperson Vera ser tilbage på dem som fugle. Som rovfugle, der jagede i flok. De er flokken. Hende, Louise, Clara, Maiken og Fatima, og sammen vil de gøre alt for flokken. Louise er syg. Men Vera og hende har et helt specielt bånd fra start af. Sammen laver Flokken deres egne regler. De finder fællesskab i overlevelsen, og finder deres egen måde at navigere i den barske virkelighed.

Stine Schou og Maria Bak Ahrensberg ses på scenen både som de to hovedpersoner, men også som de resterende personer, som de og vi møder. Denne hyppige skiften mellem rollerne fungerer vanvittig godt, og holder forestillingens tempo højt og fortællingen i gang. De to kvinder på scenen har uden tvivl en genial timing og et samspil med stort potentiale.

Den syge Louise spilles af Ahrensberg med en behagelig og lettere mystisk ro over sig. Hun besidder en charmerende naturlighed, der styrker vores troværdighed til hende. Selv når vi faktisk ikke helt forstår hendes sygdom. For er hun egentlig fysisk eller psykisk syg? Eller er hun narkoman? Det kan irritere mig lidt, for vi ved faktisk ikke helt, hvem hun er og hvad hun er for én.

For mig er den fortællende rolle Vera, med sine mange udpenslede metaforer, rigtig svær at gøre troværdig, fordi jeg simpelthen ikke tror på, at en utilpasset 14-årig pige, hverken vil sige eller tænke sådan. Og det undrer mig hvem, der egentlig er målgruppen til denne forestilling. For hvis jeg med mine 24 vintre bag mig ikke køber den, så tror jeg egentlig heller ikke, at børn og unge gør.

Derimod er Schous rolle knivskarp og brandgod som den hensynsløse og perverse ejer. Hendes spil er her så overbevisende, at jeg ærlig talt ærgres, da hun sætter sig med ryggen til mig, så jeg ikke kan se hendes udtryk. Der er så meget personlighed og så meget karakter i den rolle, og hun formår her at fylde hele salen med væmmelse og et dundrende ubehag.

Den enkle scenograf er meget vellykket og især puderne er kraftige i deres udtryk. De formår både at intensivere frustrationen og angsten, når puderne desperat og febrilsk knuges af Vera i fosterstilling og at forstærke trygheden, glæden og lykken, når fjerene slippes fri ud over gulvet.

For mig er historien og fortællingen fundamentet for en vellykket forestilling, og jeg synes desværre ikke, at Jesper Wamslers tekst fungerer særlig godt på scenen. Der ligges hele tiden op til, at metaforene skal ramme os. Det er dem, der skal få os til at føle, mærke og forføre os poetisk. Desværre falder meningen bare fuldstændig til jorden, når metaforene skæres ud i pap og forklares konstant. Det gør i stedet, at det bliver trættende og uvedkommende i længden. Især når de brugte metaforer, i forvejen er så simple og letforståelige.

 

Hvem: Teater Mikado
Hvor: København
Hvornår: 14. og 16. august 2018
Foto: Laptop Club